o EU har for nylig vedtaget at reducere CO2-udledningerne i EU med 55 pct. ift. 1990-udledningerne. Dermed er ambitionerne hævet betragteligt ift. de hidtidige ambitioner om at nå en reduktion på 40 pct. 
o Siden 1990 er CO2-udledningerne på tværs af EU27 faldet fra 4,6 mia. tons CO2 til 3,4 mia. tons i 2019. Det svarer til et fald på 27 pct. – knap halvdelen af den nye målsætning. 12 procentpoint af denne reduktion skete dog i perioden 2008-2013, hvor de europæiske økonomier blev hårdt ramt af først finanskrisen og dernæst den europæiske gældskrise.
o Efter finans- og gældskrisen er CO2-udledningen gennemsnitligt faldet med ca. 36 mio. ton om året. For at EU skal nå sin målsætning kræver det en årlig reduktion på gennemsnitligt 118 mio. ton CO2 frem til 2030. Der er derfor behov for en tredobling af hastigheden fra de seneste seks år.
o CO2-udledningerne inden for EU’s CO2-kvotesystem er faldet med 22 pct. siden 2005, mens udledningerne uden for kvotesektoren er faldet med 19 pct. Dog er udledningerne uden for kvotesektoren steget med knap 3 pct. efter finans- og gældskrisen. Det lader altså til, at det særligt er de nationale tiltag uden for kvotesektoren, der skal op i hastighed, hvis målet skal nås.
o Udledningerne fra fossile brændsler fylder klart mest i EU, og ud af energi fra fossile brændsler er det særligt el- og varmeforsyningen og transporten, der er kilde til de fleste udledninger.
o Det peger på to helt overordnede opgaver for EU. For det første en markant udbygning af den vedvarende energi i el- og varmeforsyningen. For det andet en grundlæggende omlægning af transporten og energiinputtet hertil som fx elbiler, e-fuels, brintkøretøjer mv. 
o Enkelte EU-lande, herunder særligt Danmark og Irland, udleder også relativt meget fra landbruget. En tredje udfordring for EU er derfor at udvikle løsninger, der kan reducere landbrugets udledninger. 
o Når vi skal tredoble den nuværende reduktionshastighed, er spørgsmålet, om de 55 pct. reelt er et realistisk mål? Mens klimamålene er både vigtige og rigtige, er der en risiko for, at europæiske og danske politikere lover vælgerne mere, end de reelt kan holde. Særligt, hvis politikerne har stillet vælgerne i udsigt, at den enorme omstilling ikke kommer til at få negative konsekvenser for hverken lønmodtagere, virksomheder og forbrugere.
o Både Danmark og EU har en ambition om klimaneutralitet i 2050. Denne målsætning er muligvis mere realistisk, da den grønne omstilling kræver udnyttelse af teknologier, der enten ikke er udviklet eller ikke er i kommerciel skala endnu. Vi kan nå langt de næste 10 år, og indsatsen skal lægge grunden for det afgørende mål om klimaneutralitet i 2050. Men for at nå dette mål, skal hastigheden sættes markant op.