Danmark og EU har førertrøjen på i den grønne omstilling. Mens målet om klimaneutralitet i 2050 er fælles, er Danmarks mål om 70 pct. reduktion af CO2-udledningen i 2030 mere ambitiøst end EU’s mål, der pt. er på 40 pct. men ssv. hæves til 55-60 pct. Et centralt værktøj til at nå målene er at gøre det dyrere for virksomheder at udlede CO2. Det vil fx i Danmark sige en CO2-afgift og på EU-plan ved hjælp af EU’s CO2-kvotesystem. Når danske og europæiske virksomheder dermed skal betale mere for at udlede CO2 end andre landes virksomheder, går det ud over vores konkurrenceevne. Det kan føre til ”CO2-lækage”, dvs. at de globale CO2-udledninger ikke falder i samme omfang som udledningerne i EU, fordi produktionen af varerne flytter til lande uden for EU, hvor miljøstandarderne er lavere. For at modgå lækagerisikoen arbejder EU-kommissionen på at indføre en såkaldt Carbon Border Adjustment-mekanisme (CBA). Ideen bag en CBA er, at ikke-EU-baserede virksomheder, der vil sælge varer i et EU-land, skal pålægges en udgift, der svarer til de EU-baserede konkurrenters CO2-udgifter. Ud af EU’s samlede CO2-aftryk på 4,6 mia. ton CO2 i 2015 var de 1,6 mia. ton importeret fra lande 
uden for EU. En CBA kan ikke påvirke hele denne import, men da den hovedsageligt kan påvirke importen af de mest CO2-intensive varer, er det potentielt et vigtigt redskab. En EU CBA vil involvere Danmark og danske virksomheder. Det er derfor vigtigt, at spørgsmålet 
om en CBA analyseres og drøftes ud fra danske forhold og synsvinkler ift. miljø, handelspolitik mv. En CBA skal ses i tæt sammenhæng med de CO2-udgifter, EU-virksomheder pålægges gennem EU’s kvotesystem og nationale CO2-afgifter. Værdien af en CBA for dansk økonomis vedkommende afhænger derfor af omfanget og indfasningen af CO2-afgifter såvel som udviklingen i EU’s kvotesystem.
En CBA er en kompliceret konstruktion, der skal tage hensyn til både administrative byrder, opgørelsesmuligheder, internationale handelsregler mv. I dette policy paper opstiller vi en række principper for en EU CBA, som bør følges, for at EU kan indføre en effektiv CBA. En central udfordring er at gøre CBA’en lovlig iht. WTO-reglerne. Indføres CBA’en med et meget klart og påviseligt miljøhensyn – og ikke af konkurrencehensyn – vil den kunne overholde WTObestemmelser. Det er i den henseende afgørende, at CBA’en afspejler de omkostninger, EUvirksomheder har ved CO2-udledning. Desuden kræver en effektiv CBA, at det er muligt at måle CO2-indholdet i de varer, der importeres ind i EU. Derfor bør den kun indføres for ”simple” varer som visse råvarer og elektricitet, hvor CO2-indholdet kan måles relativt præcist. Mere komplekse varer med mange forskellige komponenter bør derimod ikke omfattes. De ovenstående udfordringer løses bedst ved at gøre CBA’en parallel til EU’s kvotesystem. Konkret kan CBA’en designes, så der pålægges EU-importøren en afgift, der svarer til udgiften ved at skulle købe CO2-kvoter på EU’s CO2-marked. For at CBA’en påviseligt har et klart miljøhensyn, skal den kun omfatte brancher, der er i høj risiko for CO2-lækage. Dvs. brancher, der både er relativt CO2-intensive og udsat for konkurrence fra ikke-EU-virksomheder. Det er hovedsageligt brancher, der fremstiller råvarer som fx aluminium og cement. For at støtte efterspørgslen efter vedvarende energi bør produktion af elektricitet også være omfattet. o Det kan overvejes, om omfanget skal være mindre, hvis det fx er for administrativt krævende at vurdere CO2-udledningen for visse brancher uden for EU, eller hvis enkelte brancher rammer de mindst udviklede lande uforholdsmæssigt hårdt. Vores analyser viser dog, at sidstnævnte risiko er relativt begrænset. Det kan også overvejes at udelade enkelte brancher, hvis der er stor og omfattende risiko for, at EU-virksomheder, der producerer varer med et højt indhold af varer fra de CBA-belagte brancher, mister konkurrenceevne på det europæiske marked. Vores analyser viser dog, at også denne risiko er relativt begrænset. o Provenuet fra CBA’en bør så vidt muligt allokeres til klimatiltag i og uden for EU for at reducere risikoen for, at det bliver set som et protektionistisk tiltag med det formål at styrke EU’s virksomheder. Kombineret med den direkte kobling til EU’s kvotesystem bør det også minimere risikoen for, at EU-lande kan bruge CBA’en til at beskytte bestemte brancher af protektionistiske hensyn frem for klimahensyn. o Under disse principper bør Danmark være for indførelsen af et CBA-system. Det er afgørende, at vi tænker EU-løsninger med ind i Danmarks klimapolitik, for ellers kan det blive ekstra svært at undgå tab af konkurrenceevne og dermed CO2-lækage, når vi går allerforrest. Er lækagerisikoen høj, får vi desværre ikke meget klima ud af Danmarks høje ambitioner. o Af samme årsag bør Danmark også arbejde for, at EU’s kvotesystem udvides til at inkludere flere brancher som fx landbruget og transport, i det tilfælde at disse brancher omfattes af en dansk bred CO2-afgift. o Importen af lækageudsatte varer udgør 23 pct. af EU’s samlede vareimport, mens eksporten udgør 17,3 pct. af den samlede vareeksport. I Danmark udgør importen af lækageudsatte varer 17,6 pct. af den samlede vareimport, og eksporten udgør 11,6 pct. af den samlede vareeksport. o I 2017 eksporterede danske lækageudsatte virksomheder for 52 mia. kr., hvoraf de 16 mia. kr. gik til lande uden for EU og de 36 gik til andre EU-lande. Vores analyser viser, at en CBA kan være særligt relevant i Danmark for beton- og teglindustrien, olie- og gasindvindingen og olieraffinaderierne.