Bestyrelser i Forandring
— Adgang, netværk og veje til kønsdiversitet

November 2025

Rapporten undersøger udviklingen i kønsdiversiteten i danske bestyrelser fra 2018 til 2024 og belyser de mekanismer, der præger adgangen til bestyrelsesposter. Rapporten indeholder desuden overvejelser, som kan inspirere til en bredere rekruttering, herunder tydelige mål, mere formaliserede processer og en styrket pipeline af talenter.

Resultaterne viser, at kønsdiversiteten gradvist bevæger sig mod en mere ligelig repræsentation, men at udviklingen går langsomt. Danmark har fortsat den laveste andel af kvinder i bestyrelser blandt de nordiske lande, og adgangen formes i høj grad af eksisterende netværk og etablerede positioner.

Udvalgte resultater (2018–2024):

  • Fire ud af ti større virksomheder har ingen kvinder i bestyrelsen.

  • Mænd i bestyrelser har i gennemsnit 4,3 tidligere bestyrelsesrelationer, mens kvinder har 2,8.

  • Kvinder har 22 % lavere sandsynlighed for at blive valgt ind i en bestyrelse i en ikke-børsnoteret virksomhed (100+ ansatte).

  • Andelen af bestyrelser uden kvinder er faldet fra 49 % til 39 % i de ikke-børsnoterede (100+ ansatte) og fra 34 % til 19 % i de børsnoterede selskaber.

  • Andelen af bestyrelser med en mere ligelig kønsfordeling (40/60) er steget fra 7 % til 12 % i de ikke-børsnoterede og fra 5 % til 16 % i de børsnoterede.

Rapporten identificerer fire strukturelle barrierer for diversitet i danske bestyrelser:

  1. Fraværet af klare rammer: Manglende måltal og systematisk opfølgning.

  2. Kravet om CxO-erfaring: Begrænser antallet af potentielle kvindelige kandidater.

  3. Netværksbaseret rekruttering: Fastholder eksisterende mønstre.

  4. En skæv pipeline: Få kvinder avancerer til topledelsesniveau, hvilket reducerer rekrutteringsgrundlaget.

Læs analysen

Analysen bygger på registerdata fra Erhvervsstyrelsen og Danmarks Statistik for perioden 2018–2024 og anvender Cox-regressionsanalyse til at kvantificere de forhold, der har betydning for kønsdiversiteten i danske bestyrelser. Den kvantitative analyse suppleres af 13 kvalitative interviews med erfarne bestyrelsesprofiler.

Analysen er udarbejdet af Erhvervslivets Tænketank med støtte fra og i samarbejde med Fremtidens Bestyrelser (DI), Dansk Industri, EY, Finansforbundet og Axcel, og blev lanceret i november 2025 ved et arrangement hos Gorrissen Federspiel.

Pressemeddelelse
Læs overvejelser
Læs analysen