Topprofiler bag ny alliance: De vil give Norden mere vind i erhvervssejlene
Bragt i Børsen d. 12 maj 2026
Hvis Danmark, Sverige, Norge, Finland og Island var et samlet land, ville det være verdens 12. største økonomi, men vi sakker bagud i forhold til stormagterne. Nu er Danfoss, Ørsted og Novo Nordisk Fonden blandt kræfterne bag et nyt fremstød, hvor over 20 storkoncerner vil gøre Norden mere konkurrencedygtig i en verden domineret af stormagter.
Hvis Norden var et samlet land, ville det være verdens 12. største økonomi.
Det ville også være et marked med en samlet befolkning på 28 mio. mennesker, rigelige ressourcer, stærke institutioner, stor gensidig tillid og en innovationsevne i verdensklasse.
Men lige nu er ‘landet Norden’ også en nation, der sakker bagud i global konkurrenceevne i forhold til giganter som Kina og USA.
Det gør EU samlet set også – i hvert fald ifølge den såkaldte Draghi-rapport – men nu vil en kreds af de allermest indflydelsesrige erhvervsfolk og koncerner prøve at sætte mere fut i udviklingen i den region, der består af Sverige, Norge, Finland, Danmark og Island samt Grønland, Færøerne og Åland.
Listen tæller foreløbig mere end 25 virksomheder og erhvervsfonde i den absolutte nordiske superliga – med navne som Danfoss, Novo Nordisk Fonden og Ørsted som nogle af de mest profilerede fra Danmark.
De lancerer derfor nu en ny virksomhedsledet alliance under navnet Nordic Compass med undertitlen “The Nordic Round Table for Industry”.
Ikke en debatklub
Formelt set er det en forening med virksomheder og erhvervsfonde som medlemmer, men tanken er ikke at lave endnu en lobbyorganisation, tænketank eller debatklub, siger en af initiativtagerne, Christian Frigast, der er kendt som stifter af Danmarks største kapitalfond Axcel og formand for Erhvervslivets Tænketank.
“Vi skal ikke skrive rapporter, men finde og udvikle fælles nordiske erhvervsinitiativer, der bliver konkrete og vil kunne styrke regionens samlede konkurrenceevne,” siger han.
Medlemmerne i Nordic Compass skal mere specifikt udpege fire-seks årlige helt konkrete initiativer til reelle og brugbare erhvervsprojekter med det, som initiativtagerne kalder “høj effekt”.
Egne ressourcer
Kravet til partnerne er, at de ikke bare skal betale et kontingent, men også investere egne ressourcer, viden og arbejdskraft i de udvalgte projekter, så man ved fælles indsats kan sætte ekstra skub i den nordiske konkurrencekraft.
Allerede fra start vil Nordic Compass fokusere på fire sektorer, hvor initiativtagerne mener, at der vil være mest potentiale at hente ved at forene alle nordiske kræfter. Sektorerne er kapitalmarkedet, teknologisektoren (her kaldet “deep tech”), forsvarsindustrien og energisektoren.
Initiativer som Nordic Compass har ofte den udfordring, at de netop ikke kan være særligt konkrete om deres planer, før disse planer er udviklet.
Men Christian Frigast bruger et eksempel fra det første indsatsområde – kapitalmarkedet – til at synliggøre, hvad han og de øvrige bag Nordic Compass håber at opnå:
“Vi skal sammen prøve at sikre, at lovende virksomheder ikke hurtigt forsvinder over på den anden side af Atlanten, fordi adgangen til kapital er bedre der. Vi ved, at Sverige har en meget dynamisk vækstbørs og en mangeårig, velfungerende aktiespareordning. Opgaven bliver at finde veje til en dybere integration af hele det nordiske kapitalmarked,” siger Christian Frigast og understreger, at det er et eksempel og ikke nødvendigvis et løfte om et konkret projekt.
De valgte prioritetsområder vil få en slags vært i form af en anerkendt, tung erhvervsprofil, hvis opgave bliver at drive initiativer frem.
I kapitalmarkedssporet er den tidligere Nordea-topchef Christian Clausen udpeget til den opgave, men han vil kunne trække på ressourcer fra ikke bare Nordea, men også børsvirksomheden Nasdaq Nordic, kapitalfonden EQT og banken SEB – og øvrige, relevante aktører.
Og for forsvarssporet vil det være en tidligere finsk forsvarsminister, Jyri Häkämies, der skal styre samarbejdet.
De bedste folk
“I hvert af de fire arbejdsspor skal vi sikre, at vi får de bedste folk ind. Og medlemmerne kommer i nogle tilfælde til at arbejde sammen med virksomheder, der normalt er deres direkte konkurrenter,” siger Christian Frigast.
En af de allertungeste profiler, der har meldt sig under fanerne, er den svenske Wallenberg-familie med dens enorme kapitalkraft og ejerinteresser i stribevis af store selskaber via selskabet Investor AB.
Jacob Wallenberg, familiens nestor, er også med i bestyrelsen for Nordic Compass. Han siger til Børsen, at han sammen med andre kolleger i Nordens forretningssektor ofte har diskuteret, hvordan man kunne udvikle årtiers tradition for nordisk samarbejde omkring politik, grænsespørgsmål og kultur til også at handle om erhvervsudvikling.
“Derfor var jeg meget glad for, at de nordiske statsministre til deres møder forud for Nordisk Råd i de seneste år er begyndt at invitere også erhvervslivet med til dialog. For der er ingen tvivl om, at i en verden, hvor andre stormagter som USA, Kina og Indien udvikler deres konkurrencekraft hurtigere – og hvor verden bevæger sig væk fra globalisering og fri handel og hen imod mere protektionisme – er vi som region nødt til at gøre os selv så stærke som muligt,” siger Jacob Wallenberg.
Som formand for Nordic Compass er Jyrki Katainen udpeget. Han er tidligere statsminister i Finland, tidligere EU-kommissær og nuværende medlem af Nordeas koncernledelse med ansvar for public affairs.
Han forklarer, at selvom EU er engageret i det, han kalder en “rettidig debat” om egen konkurrenceevne, så tager processerne i en union med 27 medlemslande tid.
“Norden kan arbejde hurtigere og demonstrere en effektiv implementering, og det er derfor, vi etablerer Nordic Compass, så både Nordens lande og virksomheder kan arbejde sammen, skabe markeder og sætte fuld kraft på innovationen i nogle af de mest kritiske sektorer,” siger Jyrki Katainen i forbindelse med lanceringen.
Ikke et nyt Davos
En af de markante danske erhvervsprofiler i Nordic Compass’ bestyrelse bliver Lars Rebien Sørensen, der er formand for Novo Nordisk Fonden.
I en skriftlig kommentar til samarbejdet forudser han også, at det nye nordiske samarbejde vil kunne arbejde hurtigere, end det ses i EU-regi:
“Vi ser et stort potentiale i at forstærke det nordiske samarbejde, da vores lande, kulturer og velfærdssamfund minder meget om hinanden. Samtidig tror vi på, at Norden kan rykke hurtigt – og måske hurtigere end i EU og dermed være til inspiration for at styrke ikke kun Nordens, men også Europas konkurrenceevne. Det kan positionere Norden som et troværdigt forbillede for andre regioner i Europa.”
Ud over konkret arbejde i de fire arbejdsspor – eller sektorer – skal Nordic Compass også være vært for en årlig konference i starten af november i Göteborg. Christian Frigast, der får en rolle som generalsekretær i alliancen, understreger, at intentionen ikke er at etablere et nyt nordisk Davos-topmøde:
“Konferencen skal alene have til formål, at de initiativer, som bliver udviklet i arbejdssporene, bliver lagt frem og tryktestet kritisk. Jeg tror, at alle de dygtige folk, der har valgt at blive en del af Nordic Compass, ville blive meget kede af det, hvis det ikke fører til noget konkret og brugbart,” siger han.
Fra Sverige siger Jacob Wallenberg, at han har valgt at deltage “både som forretningsmand, men også som borger i Norden”.
“Tiden må vise, hvad vi konkret kan få ud af denne alliance. Men vore fem lande har en unik, historisk og kulturel samhørighed, og jeg synes, at det her kan være en mulighed for, at vi sammen kan få en stærkere rolle og stemme i både EU, FN og andre fora,” siger han til Børsen.