Berlingske: Iran vil indføre en ny Øresundstold
Finn Lauritzen, Erhvervslivets Tænketank
Kronik bragt i Berlingske d. 6 april 2026
Presset af amerikanske og israelske bombardementer har Iran mere eller mindre lukket Hormuz-strædet. Det er sket med affyring af kun få missiler, men under trusler om at gøre det mod skibe, der uden tilladelse vil sejle gennem strædet. Og da strædet på det smalleste sted kun er godt 30 km bredt, er disse trusler yderst troværdige. Præstestyret har endvidere signaleret, at det vil opkræve en ”told” på ca. 2 millioner dollars pr tankskib. Beløbet er ikke en ”rigtig”, eller international anerkendt told, men pengene skal tilsyneladende betales alligevel. Det er herudover en betingelse for passage, at skibet sejler så tæt på den iranske side, at styret der kan inspicere lasten og besætningen.
Skibe, der er indregistreret i lande, der er allierede med USA eller Israel, vil slet ikke at få lov til at sejle. Dette forbud vil tilsyneladende ikke gælde Nato-landet Spanien, hvis premierminister har sagt klarere fra over for de amerikansk-israelske bombardementer end andre europæiske lande.
Det er alt sammen ildevarslende for den globale verdensøkonomi og i særdeleshed for EU, der importerer en stor del (58 pct.) af alt vores energiforbrug, herunder en del olie og gas. Det er også problematisk for Danmark, der har en stor handelsflåde, hvoraf en del lige nu er lukket inde i den Persiske Bugt.
Hvis man er historisk interesseret, kan man finde flere paralleller til det, Iran gør. Et sådant eksempel findes i Danmarkshistorien. Allerede i 1400-tallet begyndt danske konger i pengenød at opkræve en Øresundstold af skibe, der sejlede midt gennem det danske rige i Øresund. Ved Kronborg er Øresund mindre end 5 km bred, og det var derfor nemt at ramme skibe, der ville undslippe tolden, med kanonkugler.
Selv da Danmark ved Roskildefreden i 1658 måtte afstå Skåne, Halland og Blekinge, og Øresund derfor ikke mere var rent dansk, lykkedes det Danmark at få lov til at blive ved med at opkræve Øresundstold. Det var faktisk først i 1857, altså 200 år senere, at tolden stoppede. Det gjorde den bl.a., fordi USA var blevet så stærk, at de ensidigt kunne meddele, at de ikke mere ville betale. Og så ville andre heller ikke.
Men i stedet for en konflikt, vi ville have tabt, indkaldte Danmark til en konference i København, med Storbritannien og Rusland som de vigtigste aktører, som ledte til en Øresundstraktat. Den betød, at Øresundstolden stoppede – men at Danmark til gengæld fik en økonomisk erstatning fra de største skibsfartnationer.
Øresundstolden udgjorde ca. 1 pct. af fragtens værdi. Men hvordan fastsatte man denne værdi? Den meget enkle – og smarte – metode var selvangivelse. Kaptajnen skulle angive fragtens værdi. Med den væsentlige twist, at kongen havde ret til at købe fragten for den selvangivne værdi. Og dermed lå der jo et kraftigt incitament, som vi økonomer siger, til at angive værdien korrekt.
Tilbage til i dag. Hvor stor en andel af værdien af en olietankers last udgør 2 millioner dollars? Svar: ca. 1 pct. Tolden skal jo være så stor, at den skæpper i kassen – men ikke så stor, at det er billigere at sejle udenom eller andre steder hen, eller til at bekoste krigsskibe, der kan eskortere fragtskibene.
Kan USA så gøre det samme som i 1857? Det kommer an på, hvor store magtmidler, USA vil sætte bag, men også på, hvor mange allierede, USA kan få til at hjælpe.
Tiden er en anden i dag end for 200 år siden. Men der er også ligheder. Told skader stadigt verdenshandelen, uanset dens form. En anden lighed er, at de stærkeste bestemmer mest. En tredje er, at internationale alliancer er vigtigt. Især for små lande som Danmark, men også for supermagter. Man må håbe på, at en fjerde lighed bliver, at konflikten i Hormuz også løses gennem en international aftale lige som i 1857.
