Børsen: Ny afgift kan gøre EU grønnere og samtidig mere konkurrencedygtigt
Af Finn Lauritzen, cheføkonom , Erhvervslivets Tænketank.
Debatindlæg bragt i Børsen d. 24. august 2025.
EU presses fra alle sider.
Forsvarsudgifterne som andel af bnp skal øges fra i dag ca. 2 pct. til 5 pct., altså en stigning på 3 pct. af bnp.
EU skal også styrke sin konkurrenceevne over for USA, Kina og resten af verden.
Draghi-rapporten fra sidste efterår slår fast, at det kræver øgede offentlige og private investeringer, især i F&U samt infrastruktur, på 3-4 pct. af bnp.
Og endelig er vi mange, der ønsker et grønt EU med stærke ambitioner på klimafronten.
Der findes mange forskellige skøn for, hvad et klimaneutralt EU i 2050 – eller et klimaneutralt Danmark i 2045 – vil koste.
Teknologioptimister mener meget lidt, mens andre skøn er væsentligt højere.
I Erhvervslivets Tænketank vurderer vi, at det vil koste 2-3 pct. af bnp. Er det realistisk – dvs. politisk muligt – at afholde alle disse udgifter på en gang?
Det er det næppe. Og derfor er vi nødt til at vurdere, hvordan vi kan få mere forsvar, forskning og grøn omstilling pr. krone.
En stille afgift
På det grønne område vil det være nødvendigt med mere effektive instrumenter, hvis vi skal fastholde et reduktionsmål for 2040 i nærheden af de 90 pct., som EU-Kommissionen har meldt ud.
Det er derfor interessant, at EU i al stilhed er i gang med at indføre en ny afgift, kaldet CBAM (Carbon Border Adjustment Mechanism).
Vi er ikke tilhængere af at lægge nye skatter og afgifter på erhvervslivet. Men i dette tilfælde er det en god idé
Det er en afgift på CO2-indholdet i energitunge importvarer, dvs. jern, aluminium, gødning og cement m.v. I realiteten har EU allerede indført afgiften.
2025 er imidlertid et prøveår, hvor importørerne ikke skal betale noget, men blot registrere importen. Men fra 2026 skal der betales en “rigtig” afgift, dog kun i første omgang en meget lille andel, nemlig 2,5 pct. af det endelige afgiftsniveau.
EU har brugt prøveåret til at rette op på en kæmpe – måske endda typisk – tanketorsk, som indebar, at små importører skulle belastes med store administrative byrder.
Nu er der indført en bagatelgrænse uden betydning for det samlede provenu, men med stor betydning for de små importører.
En god idé
Fordi der endnu ikke betales noget, er CBAM indtil videre gået “under radaren” hos pressen.
Men meget tyder på, at CBAM kommer til at få stor betydning, og derfor har vi i Erhvervslivets Tænketank regnet på, hvordan CBAM kommer til at fungere.
Vi er ikke tilhængere af at lægge nye skatter og afgifter på erhvervslivet. Men i dette tilfælde er det en god idé. Sagen er nemlig, at CBAM kan gøre EU grønnere og samtidigt mere konkurrencedygtigt.
CBAM’s betydning afhænger af, om vi ser på Danmark eller på hele EU.
Da Danmark anvender og producerer færre CO2-tunge varer end de fleste andre EU-lande, vil betydningen for Danmark være mindre end for EU.
Målt i penge vil de danske CBAM-afgifter i 2030 udgøre godt en halv mia. kr., eller kun 0,02 pct. af bnp.
For hele EU vil provenuet være det dobbelte i forhold til bnp, nemlig 0,04 pct.
Hvis man ser på, hvilke eksportørlande importen til EU af de omfattede varer kommer fra, rammes Kina, Tyrkiet og Indien mest målt i euro. Men i forhold til eksportørlandenes bnp bliver Ukraine hårdest ramt. Det er næppe, hvad ukrainerne har behov for lige nu.
Betydning for Aalborg Portland
Ser man på priseffekterne på de omfattede varegrupper, er det kun cement, der bliver mere end få procent dyrere som følge af afgiften.
Selv om Danmark kun rammes lidt, vil afgiften for en enkelt virksomhed være afgørende for, om vi kan kombinere grøn omstilling med en stærk konkurrenceevne.
Denne virksomhed er, næppe overraskende, Aalborg Portland (AAP). Selskabet udleder knap 1,5 mio. ton CO2 om året og er dermed den største CO2-udleder i Danmark.
Men Aalborg Portland er også den virksomhed, der har reduceret sin udledning mest over de seneste år – og hvis Danmark skulle importere cementen, ville det jo ikke reducere de globale udledninger.
Cementvirksomheden har i dag betydelige gratiskvoter – med næsten samme omfang som deres udledninger. Men de aftrappes i de kommende år.
Og hvis det ikke lykkes at gennemføre CO2-fangstprojektet, der lige nu arbejdes på, vil Aalborg Portland fortsat i dette basisscenarie udlede mindst en mio. ton CO2 om året. Samtidig vil priserne på CO2-kvoter formentlig stige og give selskabet en årlig udgift til kvoter m.v. på mindst 600 mio. kr. om året.
Der er to alternativer til dette.
Den ene løsning er at flytte produktionen ud af EU. I øgede transportomkostninger samt CBAM-afgifter vil det koste Aalborg Portland 1 mia. kr. om året.
Alternativt kan AAP gennemføre CO2-projektet. Det vil koste store investeringer og derfor koste selskabet mindst det samme som basisscenariet.
Af hensyn til den grønne omstilling og konkurrenceevnen må vi alle håbe på den sidste løsning. Og gøre alt for, at produktionen ikke flyttes ud af EU.
Derfor er CBAM den helt rigtige løsning. Især hvis den suppleres med en ordning, så virksomhederne ikke skal betale CO2-kvoter på den del af produktionen, der eksporteres, som omtalt af Børsen for nylig.
Man kan endelig spørge om, hvad CBAM-provenuet skal bruges til?
EU får en del af pengene, men den danske del bør bruges på at lette andre skatter og afgifter.