Cheføkonom: Genåbn Risø som aktiv atomforsøgsstation. Det haster
Kronik bragt i Politiken d. 27 maj 2026
Et nationalt kernekraftkompromis, der genåbner Risø som aktiv atomforsøgsstation, vil styrke Europa
Debatten om kernekraft i Danmark handler næsten altid om strøm og økonomi. Men bag den debat ligger et spørgsmål, der sjældent stilles: hvad mistede vi egentlig, da Danmark lukkede Risø i år 2000?
Spørgsmålet er relevant, fordi debatten om kernekraft har fyldt meget i Danmark i de seneste år. Med stærke følelser på begge sider af det, man kunne kalde en frontlinje. Med tilhængere, der vil have kernekraft her og nu. Og modstandere, der mener, at det vil tage 10-15 år bare at få et overblik over, hvad store, konventionelle, eller nye, mindre såkaldte små modulære reaktorer (SMR) vil koste.
Erhvervslivets Tænketank har nu i to år analyseret en række vigtige forhold knyttet til kernekraft. Vi har lavet økonomiske beregninger af omkostningerne ved kernekraft i forhold til et scenarie, hvor vi stort set kun har sol, vind og batterier i det danske elmiks. Vi har også set på risici og lagring. Vores konklusion på disse områder er stadig, at vi ikke ved, hvor hurtigt prisen på kernekraft vil falde fremover – men at det vil være udtryk for rettidig omhu at udvikle kompetencer, så vi i Danmark har kompetencerne til at købe atomkraft, hvis det skal indgå i vores energiplaner.
Men uanset om Danmark igen – om få år, eller senere – vil stige ”på kernekrafttoget”, er der stærke argumenter for, at Danmark bør genåbne Risø som aktiv atomforsøgsstation. Det skal vi gøre af hensyn til forskningsmiljøerne og industrien i Danmark – men også som et solidarisk bidrag til et stærkere og klogere Europa.
Risøs første reaktor åbnede i 1958, først og fremmest på baggrund af den socialdemokratiske statsminister H. C. Hansens tanker om atomforskning som et stærkt symbol på Danmark som moderne industrisamfund og den store respekt for Niels Bohr som et forskningsmæssigt fyrtårn. I de 44 år, der gik fra åbningen som atomforsøgscenter i 1957, til den sidste af de tre reaktorer lukkede i år 2001, var Risø en vigtig brik i et europæisk landskab med ca. 30 atomforsøgsstationer, der er vidt forskellige med hensyn til størrelse, reaktortype og anvendelse. Efter lukningen forskes der videre på Risø – men af de 7-800 medarbejdere i alle kategorier, der forsker og arbejder på stedet, er der kun 3-5 personer, der forsker i reaktorfysik. Hertil kommer ca. 90 medarbejdere på Dansk Dekommissionering, der passer på det radioaktive affald.
Hvad de færreste ved, er, at en stor del af forskningen på Risø ikke var rettet mod at udvikle kernekraft, men var rettet mod anvendelsen af radioaktive processer og materialer i mange forskellige sammenhænge, der alle havde stor nytteværdi uden for Risø. Der blev bygget tre reaktorer på Risø, nemlig DR1, DR2 og DR3. DR3 var med 10 MW kapacitet den største og i øvrigt en såkaldt tungvejsreaktor. DR3 blev bla. brugt til at producere medicinske isotoper og til bestråling af silicium til brug for produktion af halvledere.
Et vigtigt anvendelsesområde for den forskningskæde, Risø var en del af, er forskning i og behandling af en lang række sygdomme, ikke mindst kræft.
Når en dansk patient i dag får stillet en kræftdiagnose, er det ofte langt tidligere og langt mere præcist end for blot få årtier siden. Det er en afgørende del af forklaringen på, at overlevelsen for mange kræftformer er steget markant siden 1970’erne – i nogle tilfælde fra under 10 pct. til omkring 90 pct. Det gennembrud skyldes i høj grad evnen til at se sygdommen, før den spreder sig, og til at målrette behandlingen derefter. Her spiller radioaktive isotoper, hvoraf mange netop produceres på atomforsøgsanlæg, en central rolle. De gør det muligt at kortlægge alt fra kræftspredning til blodgennemstrømning i hjertet med en præcision, der tidligere var utænkelig. Samtidig indgår strålebehandling i omkring halvdelen af alle kræftforløb og bidrager til en væsentlig andel af de samlede helbredelser. Bag disse fremskridt ligger en teknologisk infrastruktur, der udspringer af forskningsreaktorer og isotopproduktion. Også i Danmark var Risø en del af dette økosystem, hvor man arbejdede med medicinske isotoper og strålingsteknologier, som i dag er standard på mange danske hospitaler. Resultatet er et sundhedsvæsen, hvor diagnoser kan stilles hurtigere, behandlinger kan målrettes mere præcist, og langt flere patienter overlever. Det er en udvikling, der i praksis har flyttet kræft fra at være en dødsdom til i stigende grad at være en sygdom, man kan leve med – eller blive rask fra.
Et andet vigtigt eksempel er vedligehold og kontrol af det stål og andre materialer, der bærer danske broer og rør – dvs. hele vores infrastruktur. Den er afgørende for vores effektivitet og velstand, men samtidigt også noget, der skal være 100 pct. sikkert af køre på eller fx transportere gas i.
I praksis handler det om at tjekke, om en svejsning i et stålrør, en bro eller en vindmøllevinge er så stærk, som den ser ud udefra. På Risø udviklede man teknikker, hvor man bruger stråling – enten røntgen eller neutroner – til at “lyse igennem” metal og opdage selv mikroskopiske revner eller svagheder. Det samme princip bruges i dag bredt i industrien: når man inspicerer svejsninger i fjernvarmerør, offshore-installationer eller kritiske komponenter i vindmøller, sker det ofte med metoder, der udspringer af denne type forskning. Pointen er enkel, men afgørende: man kan opdage fejl, før de bliver til brud. Det betyder, at broer kan holde længere, rørledninger kan drives mere sikkert, og vindmøller kan stå i flere år uden udskiftning af dyre komponenter.
Et tredje eksempel er fødevarer. Fødevarer udgør 30 pct. af de globale klimagasudledninger, og næsten en tredjedel heraf er madspild. En af flere veje til sundere fødevarer og reduceret madspild er stråling. Ved at udsætte fødevarer for en kontrolleret mængde stråling kan man dræbe bakterier og skadelige mikroorganismer uden brug af kemikalier og uden at opvarme produktet. Det kaldes fødevarebestråling og bruges i dag globalt til eksempelvis krydderier, tørrede produkter og visse typer fisk, kød og frugt. Effekten er todelt, men hænger tæt sammen: man opnår både en form for sterilisering og en markant længere holdbarhed.
Alle sådanne forskningsområder bidrager Danmark efter lukningen af Risø som aktiv atomforsøgsstation væsentlig mindre med end før. Men med en beslutning om at genåbne Risø kan Danmark igen tage del i den forskning, der løser nogle af de mest konkrete problemer, vi kender, og igen bidrage til den vidensopbygning, der i dag redder kræftpatienter, holder vores broer kørende og giver os sikrere mad.
Og det er der faktisk brug for. Parallelt med, at interessen for kommerciel kernekraft i mange lande kølnedes i 1990´erne, og kulminerede med det såkaldte Energiewende i Tyskland i 2011, er der kun bygget få nye atomforsøgsreaktorer, og en del af de ældste er lukket ned. Samtidigt er koblingen mellem kommerciel kernekraft og atomforsøgsstationer blevet væsentligt mindre: mange lande med kommerciel kernekraft har ikke atomforsøgsstationer, og en del lande uden kommerciel kernekraft har atomforsøgsstationer. Det er netop denne afkobling, der er et supplerende argument for, at Danmark også uden nogensinde at få kommerciel kernekraft både kan have stor nytte af nuklear forskning, og bidrage til et stærkere Europa.
En genåbning af Risø vil også give stærke synergier til European Spallation Center i Lund, lige på den anden side af Øresund. Dette center er blevet et europæisk hotspot, bla. for forskning i fremtidens materialer, og kombinationen af den type billeddannelse, som accelatorer-baserede neutronkilder kan give materialer i Lund og den billeddannelse, som en Risø-reaktor kan give, udgør to komplementære teknikker, der vil placere den dansk-svenske region i den europæiske front inden for materialeforskning.
En vigtig del af genåbningen af Risø bør være en proces, der kortlægger de danske og de europæiske behov for lignende forskningsgennembrud som de tre, der er beskrevet ovenfor. Denne kortlægning vil være afgørende for, hvilken slags forsøgsreaktor, der vil være relevant for Danmark. Forsøgsreaktorer er nemlig ikke ét instrument, men en hel familie af meget forskellige værktøjer - ligesom valget af produktionslinje afhænger af, hvad man skal producere, afhænger valget af reaktor af, hvilke forskningsspørgsmål den skal besvare – og tilsvarende afgørende at finde ud af hvilken type reaktor, der vil give størst nytte i Danmark.
Det vil også være vigtigt at bygge en (eller flere reaktorer), der ikke blot kopierer udenlandske reaktorer. Nye danske reaktorer skal tværtimod supplere eller komplementere de andre, eksisterende europæiske forskningsreaktorer.
Endelig vil en genåbning af Risø være en fremragende murbrækker for at udvikle danske kompetencer på det nukleare område, for at få færdiggjort en dansk atomlagringsstrategi og for at få ajourført lovgivningen på området.
Efter nedlukningen af den sidste Risø-reaktor i 2001 – og det forudgående Beslutningsforslag fra 1985, der ”forbød anvendelsen af atomkraft i dansk energiplanlægning” - er der kun uddannet få på danske universiteter, der ved noget om kernefysik og om kernekraft. Det vil en genåbning lave om på – og kombineret med at Danmark i forvejen er et af verdens mest attraktive lande at bo og
forske i, vil et genåbnet Risø være et stærkt kort i konkurrencen om verdens dygtigste forskere på området.
En genåbning vil også give et pres for at udvikle en god håndtering af det danske atomaffald, som pga. det gamle affald skal håndteres under alle omstændigheder. Dansk Dekommissionering er således ved at planlægge en såkaldt opgraderet lagerhal, som skal erstatte de nuværende lagerbygninger. Og Dansk Dekommissionering skal endvidere under alle omstændigheder – dvs. uanset om vi genåbner Risø, og uanset om vi senere indfører kommerciel kernekraft - etablere slutdeponier for de i øvrig meget begrænsede danske affaldsmængder med stærk radioaktivitet.
Sidst, men ikke mindst, vil en genåbning af Risø betyde, at der Danmark opdaterer lovgivningen på atomområdet, så det lever op til alle anbefalingerne fra IAEA og EU. En stor del af denne opdatering vil være den samme, hvad enten Danmark bygger en ny forsøgsreaktor eller tillader kommerciel kernekraft.
Men først og fremmest ser vi en genåbning af Risø som et muligt nationalt dansk kompromis om kernekraft. Modstandere af kernekraft vil kunne glæde sig over, at genåbningen kan ses som en erkendelse af, at Danmark er nødt til at opbygge en række nye kompetencer, før det overhovedet bliver relevant at overveje kommerciel kernekraft i Danmark. Og tilhængere af kernekraft kan glæde sig over, at Danmark som følge af genåbningen vil få både tekniske og regulatoriske kompetencer, der vil gøre vejen til kernekraft væsentligt nemmere, hvis den kommercielle kernekraft falder i pris.
En genåbning vil placere Danmark tungt i det europæiske forskningslandskan og gøre Europa stærkere.
