Norden kan løse Draghis gordiske knude

---

Draghi-rapporten om Europas konkurrenceevne satte i 2024 præcise ord på problemet: Vi mangler ikke kapital, talent eller teknologiske styrker – men vi omsætter ikke ressourcerne til handling hurtigt nok. Det kan et styrket nordisk samarbejde være med til at løse.

Af Maria Tarp, direktør, og Kirstine Bukhave, senior policy advisor, Erhvervslivets Tænketank

I en verden præget af geopolitiske spændinger, stigende stormagtsrivalisering og voksende pres på Europa bliver det stadig tydeligere, at mange af de udfordringer, vi står overfor, hverken kan løses af de enkelte nordiske lande alene eller realistisk kan håndteres hurtigt nok uden et tættere regionalt samarbejde.

Som en del af den erkendelse er interessen for Norden som politisk, økonomisk og strategisk fællesskab vokset markant. Det gælder i erhvervslivet, og det gælder i stigende grad også blandt europæiske regeringer.

Men selv om Norden længe har været blandt verdens mest integrerede regioner med fælles arbejdsmarked, tætte økonomiske relationer og stærke institutionelle bånd, har regionen sjældent spillet en central rolle i de store strategiske diskussioner om Europas fremtid. Det skal der laves om p – og det kræver, at samarbejdet mellem de nordiske landet bliver styrket og handlekraftigt.

For hvis samarbejdet skal være relevant, må resultaterne være håndfaste, implementerbare og gøre en reel forskel for Norden – og i sidste ende også bidrage til at styrke Europas konkurrenceevne og modstandskraft.

En ny geopolitisk virkelighed

I årtier efter Den Kolde Krigs afslutning, befandt Europa sig i en periode præget af globalisering og relativ geopolitisk stabilitet. Handel blev betragtet som en kilde til fred. Økonomisk integration blev anset som et mål i sig selv. Og forsyningskæder blev optimeret efter effektivitet frem for robusthed.

Men de forudsætninger har ændret sig markant de seneste år.

Ruslands invasion af Ukraine har genindsat militær magt som et grundvilkår i europæisk politik. Kinas teknologiske og industrielle fremmarch har skabt nye spørgsmål om økonomisk afhængighed ,og USA's ageren sætter svære spørgsmålstegn ved dybden af den transatlantiske alliance og USA’s engagement i Europas sikkerhed.

Samtidig er områder, som tidligere blev betragtet som økonomiske spørgsmål, blevet sikkerhedspolitiske spørgsmål. Det gælder særligt energi, teknologi, kapitalmarkeder og konkurrenceevne.

Det er ikke længere nok at have stærke virksomheder eller sunde statsfinanser. Spørgsmålet er i stigende grad, om man kan kontrollere kritisk infrastruktur, udvikle strategiske teknologier og mobilisere kapital til investeringer i den nødvendige skala.

Denne udvikling rammer Europa på et tidspunkt, hvor kontinentet allerede kæmper med flere strukturelle udfordringer. Produktivitetsvæksten halter efter USA. Europæiske virksomheder har vanskeligt ved at skalere. Kapitalmarkederne er fragmenterede XXuddyb gerne kort, hvad det betyder. Innovation omsættes for sjældent til globale markedsledere.

Mario Draghis rapport om europæisk konkurrenceevne satte i 2024 præcise ord på problemet: Europa mangler ikke kapital, talent eller teknologiske styrker – men vi har svært ved at samle ressourcerne og omsætte dem til handling hurtigt nok.

Netop her bliver Norden interessant.

Norden som den glemte mellemstørrelse

Meget af den politiske debat foregår, som om der kun eksisterer to relevante niveauer: nationalstaten og EU.

Men den geopolitiske situation har gjort det tydeligt, at der er behov for at kunne spille på mere end to instrumenter – og det nordiske er en både stærk og oplagt tredje arena. 

De fleste af de udfordringer, Europa står overfor, er for omfattende og grænseoverskridende til, at de enkelte nordiske lande kan løse dem alene. Ingen af landene kan på egen hånd skabe globalt konkurrencedygtige kapitalmarkeder, udvikle alle nødvendige forsvarskapaciteter eller opbygge komplette teknologiske værdikæder.

Samtidig oplever mange, at EU ofte har vanskeligt ved at handle med den hastighed, som situationen kræver -  ikke fordi ambitionerne mangler, men fordi beslutningsprocesserne kræver, at 27 medlemsstater med vidt forskellige interesser bliver enige på rekordtid. Og det er der ikke noget, der tyder på, bliver tilfældet lige foreløbigt trods alt. Men i mellemtiden kan Norden spille en helt central rolle i Europa.

Det bliver også tydeligt i den nye ”firkløverregerings” regeringsgrundlag. Hvor Norden af tidligere regeringer er blevet beskrevet som et primært kulturelt eller værdimæssigt fællesskab, fremhæves det nu som en central ramme for håndteringen af en række af de udfordringer, der dominerer den geopolitiske dagsorden. Regeringen taler om et “nyt revitaliseret nordisk samarbejde” inden for forsvar, vedvarende energi, fremtidens teknologi, kritiske råstoffer og strategisk koordinering af investeringer. Man lægger også op til at etablere en nordisk vækstalliance, der skalstyrke adgangen til kapital og mobilisere investeringer på tværs af regionen.

Det bemærkelsesværdige er ikke ønsket om mere nordisk samarbejde, men hvor bredt det nordiske perspektiv nu anvendes – fra kultur og uddannelse til økonomisk sikkerhed. Det er i sig selv et udtryk for, hvor markant dagsordenen har ændret sig. Tilsammen udgør de nordiske lande verdens tolvtestørste økonomi. Regionen rummer omkring 28 millioner mennesker, nogle af verdens mest innovative virksomheder, betydelige energiressourcer, stærke offentlige institutioner og store opsparinger.

De nordiske lande er store nok til at skabe reel økonomisk tyngde og små nok til, at beslutninger kan træffes og implementeres relativt hurtigt. Samtidig er forskellene i institutioner, politiske traditioner og samfundsmodeller langt mindre end i Europa som helhed.

Det gør Norden til et usædvanligt velegnet rum for praktisk, konkret og målbar handling – og et vigtigt supplement til det europæiske samarbejde.

Det betyder dog ikke, at forskellene er ubetydelige. Norge og Island står uden for EU, kun Finland er med i euroen, og på energiområdet er udgangspunkterne vidt forskellige – fra norsk olie og gas til svensk og finsk kernekraft og dansk vind. Det er præcis sådanne forskelle, der historisk har bremset integrationen, og som fremadrettet skal kunne håndteres, hvis ambitionerne skal blive til mere end hensigtserklæringer.

Et historisk fundament

Det nordiske samarbejde hviler på et fundament, som er blevet opbygget gennem generationer.

Allerede i slutningen af 1800-tallet voksede de skandinaviske bevægelser frem som et forsøg på at skabe tættere forbindelser mellem de nordiske lande. Efter Anden Verdenskrig blev samarbejdet institutionaliseret gennem Nordisk Råd og senere Nordisk Ministerråd.

Under Den Kolde Krig valgte de nordiske lande forskellige sikkerhedspolitiske veje. Danmark, Norge og Island blev medlemmer af NATO, mens Sverige og Finland fastholdt deres neutralitet.

Alligevel fortsatte samarbejdet. De nordiske lande var – og er – langt fra enige om alt, men vi deler grundlæggende interesser og samfundsmodeller.

Vi starter ikke fra nul. De institutionelle relationer findes allerede, tilliden er opbygget og det samme er de økonomiske forbindelser og politiske fællesskaber. Derfor er tærsklen for yderligere samarbejde lavere sammenlignet med andre regioner – både i Europa og på verdensplan.

Derfor er Nordic Compass interessant

Det er på denne baggrund, at fremkomsten af bl.a. initiativer som Nordic Compass skyder frem. Alliancen blev lanceret i maj i år og består af Nordens største virksomheder, der udvikler og driver konkrete initiativer for at styrke Nordens konkurrenceevne og robusthed, bør forstås. Med fokus på energi, tech, forsvar og kapitalmarkeder omsætter alliancen nordisk samarbejde til handling – i tæt samspil med regeringerne. Ambitionen er ikke blot at etablere endnu et nordisk samarbejdsforum eller, som onde tunger ville formulere det: ”endnu en snakkeklub uden konkret handling”. Udgangspunktet – og drivkraften bag initiativet – er erkendelsen af, at Norden står i en ny geopolitisk situation.

Samarbejde på tværs af Norden – også på erhvervssiden – er ikke noget nyt. Men når det bliver gjort dels på så stor skala og dels med så grundlæggende forpligtelser til at udvikle og implementere konkrete initiativer, som ikke bare er godt for den enkelte virksomhed, men som skal booste hele regionens konkurrenceevne, så er det noget der potentielt kan gøre en stor, vigtig forskel.

Det er også derfor helt centralt, at erhvervsaktører såsom Wallenberg, Novo Nordisk Fonden, Nordea, KONE m.fl. har valgt at fokusere på præcis de områder som definerer den geopolitiske dagsorden i 2026: forsvar, energi, deep tech og kapitalmarkeder. Det er svært at forestille sig en mere præcis afspejling af de udfordringer, som både Europa og Norden står overfor.

Det gør sig gældende, når det kommer til forsvar, fordi Europas sikkerhedsarkitektur er under forandring – her deler Norden trusselsbilledet. Og måske endda forudsætningerne for at etablere en slags Nordisk forsvarsinnovationsfond (DARPA) til udvikling af AI, autonome systemer, satellitter og andre strategiske teknologier? Ligesom energisikkerheder blevet en forudsætning for økonomisk sikkerhed. Eksempelvis ved at skabe en digital tvilling af det nordiske elnet for at modellere en virtuel nordisk TSO og muliggøre scenarietest af grænseoverskridende energiflow samt koordineret systemdrift på tværs af regionen.

Men også når det kommer til deep tech, fordi teknologisk kapacitet i stigende grad afgør økonomisk og geopolitisk styrke. F.eks. gennem nordiske testmiljøer, standarder og industrielle partnerskaber til udbredelsen af robotter på tværs af Norden.

Og sidst men ikke mindst, så kan ingen af de øvrige ambitioner realiseres uden adgang til risikovillig kapital i tilstrækkelig skala. Kunne man f.eks. etablere mere integrerede nordiske kapitalmarkeder og børsmiljøer?

Når erhvervslivet vælger at organisere sig på denne måde, afspejler det en erkendelse af, at hverken nationalstater eller virksomheder alene kan løfte opgaven.

Mellem det nationale og det europæiske

Behovet for større investeringer, stærkere konkurrenceevne, mere robust energiforsyning og øget teknologisk kapacitet i Europa er ikke længere til diskussion. Udfordringen er i stigende grad at omsætte ambitioner til konkrete resultater.

Det er i dette lys, den voksende interesse for nordisk samarbejde bør forstås.

Ikke som et alternativ til det europæiske samarbejde. Tværtimod. Europas udfordringer kan kun løses i fællesskab, og Europas fremtid vil fortsat blive formet gennem europæisk samarbejde.

Men det betyder ikke, at alle initiativer nødvendigvis skal udvikles på europæisk niveau fra begyndelsen.

På områder som energi, kapitalmarkeder, teknologi og forsvar kan de nordiske lande i kraft af deres tætte relationer, høje grad af tillid og mange fælles interesser have særlige muligheder for at udvikle løsninger, skabe partnerskaber og afprøve samarbejdsformer, som på sigt kan få betydning langt ud over regionen selv.

Det er selvfølgelig vigtigt at understrege, at Norden sikkerhedspolitisk hænger uløseligt sammen med Baltikum, hvor det nordisk-baltiske NB8-samarbejde allerede er en etableret ramme. Og mod nord rejser Arktis og Grønland nogle af de mest akutte spørgsmål om kritisk infrastruktur, råstoffer og stormagtsinteresser. Et nordisk samarbejde skal naturligvis også forholde sig til disse områder - og det er måske også derfor, Norden fylder mere i den politiske og økonomiske debat end tidligere. Ikke fordi Norden er blevet vigtigere end Europa. Men fordi et stærkere nordisk samarbejde i stigende grad bliver betragtet som en måde at bidrage til de fælles europæiske udfordringer på.

Maria Tarp (1979). Direktør i Erhvervslivets Tænketank. Mere end 20 års erfaring som diplomat i Udenrigsministeriet, herunder fhv. chef for minister- og ledelsessekretariatet og ambassadør i Portugal. 

Kirstine Bukhave (1996). Senior Policy Advisor i Erhvervslivets Tænketank. Fhv. rådgiver til EU-ambassadør, Søren Jacobsen, og politisk rådgiver i Europa-Parlamentet.