“Danmark behøver datacentre – lad dem konkurrere om netadgangen”
Kronik bragt i Børsen d. 12 oktober 2026
Nye datacentre skal bidrage til grøn energi, arbejdspladser og europæisk datasuverænitet. Derfor bør adgangen til elnettet afgøres gennem udbud frem for først til mølle.
I mange lande kritiseres datacentre for at fylde så meget på i elnettet, at de bremser de grønne projekter. Kritikken er stærk i lande som Irland og USA, der har langt flere datacentre, end vi har.
I Danmark har kritikken ledt til, at i den akutpakke for elnettet, der netop er vedtaget, kommer datacentre bagest i køen, medmindre de er “samfundskritiske”. Akutpakken kan derfor betyde, at Danmark vil få meget få nye datacentre.
I Erhvervslivets Tænketank (ET) har vi analyseret datacentrenes energiforbrug og holdt det op mod de fordele, datacentrene kan give Danmark gennem erhvervsudvikling og innovation. Vores konklusion er, at det vil være et selvmål for Danmarks erhvervsudvikling, hvis vi ikke får nye datacentre i Danmark.
Modstanden mod datacentre er forståelig. Den hype, der for 5-10 år siden fik borgmestre til at byde datacentre velkomne i håb om gode arbejdspladser, er væk. Mange datacentre er ubemandede. Og så er de samlede anmodninger om nettilslutning nået op på svimlende 16 GW – langt mere, end der er plads til på nettet og langt mere strøm, end vi realistisk kan producere i Danmark.
Pres på elprisen
Et så stort elforbrug ville også presse elprisen op til skade for alle andre.
Til sammenligning skønner den danske brancheforening for datacentre, som vi i ET har talt med, at der i 2030 vil være datacentre i Danmark med et samlet elforbrug på 1,2 GW.
“Udviklingen går så hurtigt, at det vil være næsten umuligt at lave regler for, hvordan datacentrene skal udformes, og hvordan energien skal skaffes.”
Det er under en tiendedel af ansøgningerne til Energinet. Årsagen til det er især, at de såkaldte hyperscalers, som ejes af de store amerikanske tech-virksomheder, vil sikre sig nettilslutning i god tid. Nogle søger endda om det samme projekt forskellige steder.
Det hænger igen sammen med, at nettilslutning ikke bare i Danmark, men i hele EU, er baseret på principper om lige adgang for alle og først til mølle.
I analysen har vi regnet på, om det er muligt at bygge datacentre, som selv producerer en væsentlig del af deres energiforbrug med VE på en måde, så datacentrene ikke presser grønne projekter bagud i nettilslutningskøen.
Analysen viser, at det er svært.
En kombination af sol- og vindparker, store batterier og gasturbiner som backup kan opfylde datacentrenes krav om five nines, dvs. at datacentret har adgang til strøm i 99,999 pct. af tiden. Men kombinationen kan højst sikre, at datacentrene året rundt kan forsyne sig selv med en tredjedel af den strøm, de skal bruge. Det vil endda være dyrt og pladskrævende.
“Vi kan ikke undvære amerikansk it og techløsninger de næste mange år, men med et langt sejt træk kan EU reducere vores afhængighed af USA.”
Og udviklingen går så hurtigt, at det vil være næsten umuligt at lave regler for, hvordan datacentrene skal udformes, og hvordan energien skal skaffes.
I lommen på USA
Der er også et vigtigt EU-aspekt.
Datacentrene er nødvendige, hvis EU skal undgå at komme totalt i lommen på USA på det digitale område, og især AI. Hvert eneste spørgsmål, der stilles til en AI-model, bliver behandlet på servere i et datacenter. Det er her, at AI-modellerne arbejder.
Vi kan ikke undvære amerikansk it og techløsninger de næste mange år, men med et langt sejt træk kan EU reducere vores afhængighed af USA. Derfor er det positivt, at regeringen, støttet af et bredt flertal i Folketinget, har afsat midler til at deltage i EU’s satsning på datacenterområdet.
Danmark kunne bede andre lande om at huse datacentrene og så klare os med gode dataforbindelser til disse lande – men det vil give et problem for den del af datacenterefterspørgslen, som er afhængig af lynhurtig kommunikation mellem kunde og datacenter mange gange i sekundet. Det vil også betyde, at Danmark ikke får indflydelse på opbygningen af europæiske datakompetencer.
Vi foreslår derfor, at vi udbyder muligheden for nettilslutning af datacentre. I første omgang inden for en samlet ramme på 250 MW, opdelt på øst og vest for Storebælt, og evt. yderligere opdelt på netområder. Udbuddene bør dog ikke omfatte de mindste datacentre (på 2-3 MW), som der også er mange af, og heller ikke datacentre, som i fremtiden opføres i forbindelse med energiparker på havet.
Skønhedskonkurrence
Udbuddet bør afgøres som et kvalitativt udbud, dvs. en såkaldt skønhedskonkurrence, med tre kriterier:
Energi: Hvordan vil datacentret skaffe strømmen? Strømmen skal selvfølgelig være CO2-fri, og den skal i vidt omfang produceres tæt på, og gerne “bag måleren” som en direkte linje, så elnettet aflastes. Er en del af forbruget fleksibelt? Hvor energieffektivt er datacentret ift. internationale praksis? Og er der aftaler med aftagere af overskudsvarmen?
Datasuverænitet: Hvem ejer centret (bygninger og infrastruktur), og hvem kommer til at eje chips og servere? Foreligger der langsigtede aftaler med europæiske kunder? I hvilket omfang kan fremmede magter styre anvendelsen af datacentret?
Innovation, konkurrenceevne og jobskabelse: Hvad er de erhvervsmæssige perspektiver? Hvordan vil datacentret understøtte Danmarks og EU’s strategier på området? Vil der blive betalt skat af værdiskabelsen i Danmark? Og hvor meget lokal beskæftigelse vil datacentret skabe, ikke blot i byggefasen, men bagefter?
Regeringen ændrede i øvrigt på baggrund af høringssvarene lovforslaget, så ministeren nu har hjemmel til at udstede regler for netadgangen. Denne hjemmel kan netop bruges til at gennemføre udbud.
Der vil sikkert blive begået fejl i en udbudsprocessen, og når vi foreslår en “skønhedskonkurrence” er det netop i erkendelse af den store kompleksitet og hastige udvikling på området. Men fejlene kan man lære af, når de næste udbud med mere kapacitet skal tilrettelægges.
