Erhvervslivets Tænketank: Kernekraft er hverken farligt eller for dyrt, men kan blive afgørende for forsyningssikkerheden
Spørgsmålet om kernekraft kommer hverken til at handle om sikkerheden, som nok skal blive løst, eller prisen, som nok skal komme ned. I stedet vil kernekraftens fremtid i Danmark afhænge af, om vi kan blive enige om, hvor værkerne skal ligge, og hvor affaldet skal graves ned.
For nogle vækker det minder om atombomber og om Tjernobyl for 40 år siden, for andre tegner det billedet af en moderne, sikker energikilde, som stadig flere lande satser på.
Fordi følelserne stikker dybt, deler kernekraft vandene mere end nogen anden del af energipolitikken.
I Erhvervslivets Tænketank har vi analyseret kernekraften de seneste tre år. Vi har belyst fordele og ulemper. Det kan til stadighed overraske at opleve de stærke holdninger – både for og imod – som man ofte møder på dette område.
Debatten om kernekraft er i den offentlige debat mere båret af følelser end fakta. Følelser er en naturlig del af en demokratisk debat – men det kunne nu også være rart med flere fakta.
I den forbindelse hilser vi bemærkningen om kernekraft i SSFMR-regeringsgrundlaget velkommen.
Omstridt debat
To spørgsmål er vigtige, når vi skal tage stilling til, om Danmark skal have kernekraft på et eller andet tidspunkt: Er kernekraft farligt? Og er det for dyrt?
Begge spørgsmål selvfølgelig set relativt i forhold til alternativerne.
For at svare på om kernekraft er farligt, er man nødt til at kigge på driften af kernekraftværker såvel som håndteringen af affaldet. Her er der efterhånden mange års erfaring med, hvordan begge dele kan gøres sikkert.
Denne erfaring, kombineret med den skrappe regulering på området, har betydet, at modstanden mod kernekraft ikke længere bør bygge på de sikkerhedsmæssige risici.
Et problem med økonomiske analyser af kernekraft er, at både tilhængere og modstandere af kernekraft kan finde eksempler, som underbygger deres påstande.
Er man tilhænger, kan man pege på, at mange af de værker, der blev bygget for 30-40 år siden, siden da har produceret strøm til lave omkostninger og med stor driftssikkerhed.
Der er også nyere eksempler. Sverige og Finland har for eksempel aldrig givet statsstøtte til kernekraft, men tværtimod pålagt kernekraftværker brugerbetaling for tilsyn og affaldshåndtering – og har i dag lavere elpriser end i Danmark.
Er man modstander, kan man pege på de byggerier, der er gået grueligt galt – med byggetider på mere end 20 år (fordi byggeriet på grund af politisk uenighed har måttet sættes på pause), eller med astronomiske omkostninger.
To af de dyreste kernekraftværker nogensinde er Hinkley Point C i Storbritannien, som begyndte i 2008 og først forventes færdigt i 2031, og Vogtle 3 og 4 i USA, som blev taget i brug i 2023-24. Samlet kommer disse værker til at koste over to-tre gange så meget som planlagt.
Kræver helhedsvurdering
Det største problem, når man skal regne på omkostningerne ved forskellige elsystemer, er hvilke ekstraomkostninger andre steder i elsystemet, de forskellige energiformer giver – dvs. de såkaldte systemomkostninger.
Om kernekraft er dyrt, kan således ikke bare måles ved at se på de enkelte elproduktionsmetoders omkostninger. El- og energisystemer er komplekse, sammenhængende størrelser, der skal fungere hele tiden – dvs. ikke blot døgnet rundt, men hvert enkelt sekund.
Det kræver derfor en helhedsvurdering at sammenligne et energisystem uden kernekraft med et system, hvor sol og vind suppleres med kernekraft.
Det klareste eksempel på det er solceller. Den løbende omkostning til strømproduktion, når først et solpanel er sat op, er et rundt nul. Ingen anden elproduktionsform, ikke engang vind, kommer så langt ned.
Men solen skinner kun en del af tiden, i Danmark i praksis kun en ottendedel. Derfor er der heller ikke nogen lande, der har elsystemer kun med solceller. Det samme gælder vind.
De fleste af de systemomkostninger, som sol og vind påfører elsystemet, afholdes i Danmark af Energinet. Energinet har i de sidste 30 år ekspanderet fra få hundrede medarbejdere til nu over 2.000.
Nogle af disse medarbejdere løser opgaver med for eksempel it og datasikkerhed. Men en stor del af dem håndterer problemer med at sikre strøm 24/7, også når solen ikke skinner, og det ikke blæser.
Det har også fordyret omkostningerne til nettet (dvs. transportomkostningerne), at el produceret på sol og vind ofte skal »hentes« langt væk fra, hvor strømmen bruges.
I de sidste 10 år er Energinets omkostninger steget med mere end 20 øre, hver gang elproduktionen med sol og vind er steget med 1 kWh.
Disse omkostninger kan falde fremover, når der kommer flere og flere batterier, der kan få prisen på systemydelser ned. Men under alle omstændigheder skal de indgå i regnestykket.
Finn Lauritzsen er cheføkonom i Erhvervslivets Tænketank. Tidligere har han blandt andet været direktør for Øresundskomiteen.
Kan holde op til 80 år
Også kernekraften påfører samfundet omkostninger.
Hvis vi ikke skal overlade håndteringen af atomaffaldet, i form af brugt brændsel, til vores tipoldebørn, bør vi allerede i dag, hvis vi får kernekraft, pålægge denne elproduktion en afgift, der kan finansiere både nedrivning af udtjente værker samt det, der hedder slutdeponi af brugt brændsel.
Nedrivning er dyrt. Og et slutdeponi, der skal kunne holde i mange hundrede tusinde år, er heller ikke billigt.
Trøsten er dog, at et moderne kernekraftværk kan holde i op til 80 år, og at slutdeponering erfaringsmæssigt først skal ske fra 50 år efter, at et værk er åbnet.
Og da beløb, der opkræves i takt med elproduktionen, derfor når at trække renter i mange år, kan denne omkostning komme helt ned på én eller få øre pr kWh.
Bliver ikke meget dyrere
Meget tyder på, at når vi skal designe fremtidens elsystem, skal vi have væsentligt mere sol i dag og ideelt også mere landvind.
Men sol og landvind fylder meget mere end kernekraft, påvirker naturen mere og øger også forbruget af kritiske metaller og sjældne jordarter.
Finn Lauritzen tror ikke på, at vi i fremtiden kan nøjes med vindenergi i Danmark.
Og da det er et must at blive så CO₂-fri som muligt, bliver det valg, vi som samfund skal træffe, om vi kun skal have havvind, eller om det vil være klogt at supplere med kernekraft.
De beregninger, vi har udført i Erhvervslivets Tænketank, og som vi offentliggør her i juni, viser, at med realistiske forudsætninger er det muligt, at strøm produceret på havvind, for kapacitet, vi køber i 2030 og kan nettilsluttes i 2040, vil koste nogenlunde det samme som kernekraftstrøm.
Vel og mærke, hvis vi medtager både de direkte og de indirekte omkostninger.
Forskellen på de samlede omkostninger til energisystemet i Danmark på cirka 200 milliarder kroner om året bliver under alle omstændigheder højest nogle promiller af dette beløb.
Men til gengæld vil kernekraft give højere forsyningssikkerhed, fordi den leverer stabil effekt uafhængigt af vejret – også når sol og vind svigter på samme tid. Og spørgsmålet om hvordan vi bedst sikrer elforsyningen 24/7, er overset i debatten om kernekraft.
Kan vi blive enige om værkernes placering?
Forsyningssikkerheden kan også sikres med batterier eller ved at satse på, at vores naboer kan forsyne os med ekstra strøm, når der er behov for det.
Men batterier bliver en meget dyr løsning, hvis de også skal række om vinteren, og at satse på vores naboer vil være både dumt og usolidarisk – ikke mindst fordi de vindstille og mørke perioder typisk rammer hele Nordeuropa på samme tid. Så naboerne mangler selv strøm, netop når vi gør.
Vi møder også det synspunkt, at det vil skade de stærke og dygtige danske vindmølleproducenter og deres underleverandører, hvis Danmark ikke går all-in på vind (og altså dropper kernekraft).
Det er vi ikke enige i. Men også fremover skal vind være vores vigtigste elproduktion, så vi en del af tiden kan forsyne ikke bare os selv, men også vores naboer med el, når det blæser.
I sidste ende tror vi derfor, at spørgsmålet om kernekraft hverken kommer til at handle om sikkerheden, som nok skal blive løst, eller prisen, som nok skal komme ned.
I stedet vil kernekraftens fremtid i Danmark afhænge af, om vi kan blive enige om, hvor værkerne skal ligge, og hvor affaldet skal graves ned.
Det kan godt blive svært – men måske nødvendigt, hvis vi skal have en høj forsyningssikkerhed.
Finn Lauritzen er cheføkonom i Erhvervslivets Tænketank
