Ny industrialliance skal styrke nordisk konkurrenceevne 

Største erhvervssamarbejde i Norden nogensinde: alliance med over 25 førende virksomheder i Norden vil styrke Nordens konkurrencekraft og modstandskraft ved at omsætte gode nordiske ideer til konkret handling. 


’Vi omdanner Nordens stærke sider til konkret handling’, står der med store bogstaver på forsiden af Nordic Compass – og med lidt mindre bogstaver understreges, at her handler det om at transformere fra analyser til løsninger. Underforstået; mindre snak, mere handling. I årtier har der været talt om, at Norden ikke fuldt ud opfylder sit potentiale for samarbejde om vækst og sikkerhed. I en verden præget af usikkerhed og alliancer i opbrud, synes Nordens regeringer og erhvervsliv at have nået samme konklusion: de nordiske lande må rykke tættere sammen. I en usikker verden er det svært at være lille, men med 28 mio. mennesker og som verdens 12. største økonomi kan Norden få skala og udnytte sine styrkepositioner. 

Mellem linjerne 

Men Nordic Compass er ikke et initiativ, der bygger på kritik af det hidtidige nordiske samarbejde det er en reaktion på, at vi må indrette os på nye måder, hvis Norden skal forblive relevant og konkurrencedygtig. Folkene bag Nordic Compass vil se fremad og se resultater, fremgår det med al tydelighed under Nordiskes samtale med direktøren for Nordic Compass, Maria Tarp.

Hvorfor skulle I kunne realisere, hvad mange andre har drømt om? 

- Fordi forståelsen for nordisk industrisamarbejde er der. Fordi forståelsen for, at vi skal gøre noget andet og mere er der, og at vi i denne uforudsigelige verden skal sætte pris på allierede og samarbejdspartnere, som vi kan stole fuldt og helt på. Det kan vi på tværs af Norden, fordi vi deler værdisæt, samfundsmodeller og har komplementære styrkepositioner. Og ikke mindst fordi, det er nødvendigt at styrke den nordiske region i et globalt geopolitisk klima, hvor energipriserne i Europa er fire gange så høje som i Kina. I den situation har vi ikke brug for noget samtaleforum, men for en alliance, der har styrke til at omsætte ideer til konkrete initiativer. Her kommer Nordic Compass på banen som den største tværnordiske industrialliance nogensinde, siger Tarp, som også er direktør for Erhvervslivets Tænketank.

- Inden for sektorer som energi, kapitalmarkeder, teknologi og forsvar kan de nordiske lande i kraft af deres tætte relationer, høje grad af tillid og mange fælles interesser have særlige muligheder for at udvikle løsninger, skabe partnerskaber og afprøve samarbejdsformer, som på sigt kan få betydning langt ud over regionen selv, siger Maria Tarp og nævner forsvarsindustrien som eksempel på, hvor Nordic Compass vil arbejde. 

Hvem kan og vil samarbejde? 

- Vi vil begynde med at identificere hvilke virksomheder i eksempelvis forsvarssektoren, der er interessante og enten allerede arbejder pan-nordisk eller har potentiale til det – og et ønske om det. Det er jo enorme summer, de nordiske lande bruger på forsvar. Omkring 360 mia. kr. om året i 2025, og det tal ventes at blive omtrent fordoblet frem mod 2035. Samtidig bliver 78 pct. af EU-landes indkøb af forsvarsmateriel foretaget uden for EU, siger Tarp og tilføjer, at virksomhederne, både dem i alliancen og udenfor, betaler et kontingent, der finansierer Nordic Compass og som gør facilitering på højt niveau mulig.

- Vi bringer så disse virksomheder sammen og spørger, hvordan de ser et eventuelt nordisk samarbejde på deres område; et samarbejde med deres normale konkurrenter. Vi bringer dem sammen om at udvikle løsninger, der er økonomisk interessante for dem selv og for de nordiske regeringer, og som dermed kan fremme vores sikkerhed og konkurrenceevne. Den dybe ekspertise leverer virksomhederne i høj grad selv, men vi kan hjælpe med at være bindeleddet til de nordiske regeringer, som jo også har en stærk interesse i, at Norden bliver mere sammentømret, kapabelt og i stand til at konkurrere globalt. 

- Næste skridt frem mod udvælgelse af initiativer, der skal bæres videre, er, at vi udarbejder en liste fra de udvalgte sektorer med et eller to initiativer på hvert område. Initiativerne tester vi bl.a. på politiske beslutningstagere og offentlige ledere for at finde ud af, om initiativerne vil kunne opnå gode vækstbetingelser med eksisterende rammevilkår eller om der skal arbejdes på forbedring af vilkårene.

Frem på scenen i Göteborg 

- Vi når derefter frem til den årlige præsentation i Göteborg, Nordic Compass Summit, der første gang finder sted i november 2026. Her vil udvalgte virksomheder eller alliancer af virksomheder præsentere, hvad de er nået frem til overfor investorer, regeringer og eksperter, som vurderer soliditet og faglighed i projekterne. Vi beder ikke om at blive troet på ordet. Vi vil dømmes på det, vi kan fremvise efter Göteborg. Og intet af det her kan lade sig gøre uden politisk opbakning. 

Maria Tarp nævner en anden mulig case. 

- Det nordiske kapitalmarked er et af fire sektorer, fordi vi ved, at vores evne til at mobilisere mere risikovillig kapital er helt afgørende, hvis vi skal undgå, at vores lovende, innovative virksomheder flytter væk fra Norden og til f.eks. USA. Et eksempel på en nordisk virksomhed, der har hentet finansiering uden for Norden, er den svenske fintech-virksomhed Klarna (fintech er en sammentrækning af financial technologi), som i 2022 rejste 800 mio. US dollars fra en international investorgruppe, og sidste år valgte at blive børsnoteret i New York. Vi tror bl.a., at der vil være store fordele ved at integrere det nordiske kapitalmarked yderligere. Vi har længe iagttaget, hvordan især Danmark mister virksomheder, som mangler risikovillig kapital. Måske skal børsmiljøerne arbejde tættere sammen på tværs af Norden, måske skal vi have opbygget en stærkere investeringskultur, og måske skal lovgivning og regulering på nogle områder koordineres og justeres. 

Gode ideer skal have kapital 

- Vores mål er, at de gode ideer skal være økonomisk interessante for de involverede virksomheder samtidig med, at de påviseligt fremmer nordisk konkurrenceevne og resiliens. Her vil den politiske opbakning også tit være meget vigtig. Vi er pinligt bevidste om, at den reelle udfordring ligger i at få omsat ideer til handling. Derfor skal virksomhederne også her være den drivende kraft med os som indpiskere og der skal etableres offentligtprivate partnerskaber, som sikrer, at alle trækker i samme retning. Det forudsætter, at de nordiske regeringer er helt trygge ved retningen. Vi slipper først initiativerne, når vi ved, at de kan bære videre, lyder det fra Nordic Compass-direktøren, som før ansættelsen som direktør i Erhvervslivets Tænketank var leder af minister- og ledelsessekretariatet i Udenrigsministeriet og endnu tidligere Danmarks ambassadør i Portugal. 

I er altså overbeviste om, at der er masser af virksomheder i Norden, som kan se potentialet i at arbejde sammen over grænserne, men at de mangler en banebryder som Nordic Compass? 

- Ja, vi tror, at vi kan gøre en forskel i en tid, hvor interessen for Norden som politisk, økonomisk og strategisk fællesskab er vokset markant de seneste år. Det gælder i erhvervslivet, og det gælder i stigende grad også blandt europæiske regeringer. - Norden har længe været blandt verdens mest integrerede regioner med fælles arbejdsmarked, tætte økonomiske relationer og stærke institutionelle bånd, men regionen har sjældent spillet en central rolle i de store strategiske diskussioner om Europas fremtid. Det skal der laves om på og det kræver, at samarbejdet mellem de nordiske lande bliver styrket og mere handlekraftigt. Det er samtidig meget vigtigt at understrege, at Nordic Compass ikke er et projekt, der er vendt væk fra Europa. Tværtimod: det er et arbejde for at udvikle nordiske løsninger, der også kan fremme det europæiske arbejde for at fremme konkurrenceevne og resiliens. 

- Hvis vores samarbejde skal være relevant, må resultaterne være håndfaste, mulige at sætte i værk og gøre en reel forskel for Norden og i sidste ende også bidrage til at styrke Europas konkurrenceevne og modstandskraft. Det er præcis den udvikling, vi ønsker at præge, siger Maria Tarp.


Hvad er Nordic Compass?

Norden vokser kulturelt og med det nye danske regeringsgrundlag også politisk. Internationale kriser har bragt de nordiske befolkninger tættere sammen som region.

Men private virksomheder har været mere træge til at samarbejde nordisk. Lige indtil maj i år, hvor en gigantisk industrialliance, Nordic Compass, blev præsenteret af 25 toneangivende virksomheder i Norden.

Ikke siden Gyllenhammer-gruppen for 40 år siden samlede de største virksomheder i Norden om at forbedre nordisk infrastruktur og danne samlet nordisk modvægt til EU, har private erhvervsledere kunnet samle opbakning til nordisk industrisamarbejde i nævneværdigt omfang. 

Men med fødselshjælp fra den relativt nydannede Erhvervslivets Tænketank i Danmark er der nu samlet et forum, Nordic Compass, af de helt tunge ledere inden for industri, handel, fagbevægelse og Nordisk Ministerråd. Blandt medlemmerne er Aker ASA, Aker Solutions, Alfa Laval, atNorth, Carl Bennet AB, Chr. Augustinus Fabrikker, Danfoss, Emba Medical, EQT, Ericsson, EY, The Finnish Innovation Fund Sitra, KONE, Kongsberg, Kromann Reumert, McKinsey & Company, Nasdaq Nordic, Nokia, Nordea, Nordic Innovation, Novo Nordisk Foundation, Nscale, Patria, Saab, SEB, Vattenfall, Wallenberg Investments og Ørsted.

Nordic Compass blev øjeblikkeligt budt velkommen af bl.a. den nye danske erhvervsminister Martin Lidegaard (RV), som på Folkemødet på Bornholm fik stor applaus, da han afsluttede en debat om Nordic Compass med at sige, at han ikke kan vente med at samarbejde med Nordic Compass. 

Dansk Industris adm. direktør Lars Sandahl Sørensen supplerede: ’Uden koordineret og konkret handling i Norden risikerer vi at sakke bagud, selvom vi sidder på nogle af verdens stærkeste løsninger. Netop derfor er initiativer som dette så vigtigt’.

I spidsen står den tidligere finske statsminister og EUkommissær, Jyrki Katainen, som i bestyrelsen bl.a. omgiver sig med Kristin Skogen Lund, der er formand for lederuddannelsen INSEAD, Jacob Wallenberg fra Wallenberg Investments, samt Lars Rebien Sørensen, formand for Novo Nordisk Fonden.

I alliancens rådgivende panel sidder blandt andre Karen Ellemann, generalsekretær for Nordisk Ministerråd, Maliina Abelsen, der er tidligere bestyrelsesformand i Royal Greenland, og formanden for Dansk Metal, Claus Jensen.

Næste
Næste

Norden kan løse Draghis gordiske knude