Berlingske: Skal ny teknologi eller mådehold redde klimaet?
Af Finn Lauritzen, cheføkonom, Erhvervslivets Tænketank.
Kronik bragt i Berlingske d. 5. december 2025.
Hvis vi skal hjælpe resten af verden, skal vi opfinde løsninger, som giver befolkninger i resten af verden lyst til at kopiere nogle af vores løsninger. Og det gør overdrevet selvkritik ikke.
Klimaminister Lars Aagaard (M) har foreslået et klimareduktionsmål for 2035 på 82-85 procent. Reaktionerne på det har været meget forskellige. Mange er forbløffede og finder regeringens udmelding » pinlig «. Andre er mere positive.
De 82 procent har regeringen fundet finansiering til i finansministerens næsten uudtømmelige råderum. Disse penge skal gå til såkaldt CCS, dvs. kulstoffangst med efterfølgende lagring i undergrunden.
De 85 procent kræver, at nogle forligspartier både kommer med forslag til ekstra initiativer og med acceptable forslag til finansiering af disse. Regeringen lægger vægt på, at initiativerne ikke presser virksomheder ud af landet ved at øge deres omkostninger og dermed forringe deres konkurrenceevne.
Hvad ligger bag disse forskellige reaktioner?
Straf
Nogle organisationer lægger vægt på, at Danmark i mange år har udledt meget CO₂. Det er det, som nogle kalder klimagæld, og som også indgår i den argumentation, udviklingslande førte frem på den nylige COP i Brasilien. Disse røster kræver både, at Danmark går videre end de 82 procent – og helst også så meget, at det gør ondt på os selv. Som en straf for vores, og vores forældres, forbrug.
Denne holdning, som man kan kalde »skyld og skam-skolen«, er ikke uden argumenter.
Efter vores beregninger for klimagæld ligger Danmark femtehøjest på de samlede CO₂-udledninger pr. indbygger fra 1850 frem til i dag – efter industrinationer som Storbritannien, Tyskland og USA.
Men vi har udledt mere end for eksempel Sverige og Frankrig – lande, som har haft kernekraft i mange år og for Sveriges vedkommende også har haft vandkraft.
En del af forklaringen på det er, at Danmark som bekendt i massivt omfang fyrede med olie frem til oliepriskrisen og de bilfrie søndage i starten af 1970erne, og herefter med kul.
Det pudsige er i øvrigt, at en del af skyld og skam-skolen afviser kernekraft, og der har denne skole et interessant dilemma, for kernekraft kan godt gå hen og blive en del af et bæredygtigt samfund med reduceret anvendelse af ressourcer i energiproduktionen.
Ikke ondsindet klimapolitik
Men energiforbruget frem til 1980erne var ikke ondsindet klimapolitik.
Dengang var ordet klimapolitik ikke opfundet, og det, de fleste bekymrede sig om, var ikke CO₂-udledninger, men såkaldt forsuring – altså at svovl i olien ville ødelægge skovene
Det bør indgå i vurderingen, at Danmark har gjort meget for at udvikle teknologier, der kan forbedre klimaet. Det mest åbenbare eksempel er vindindustrien, men også på områderne for fjernvarme, isolering, biogas og senest CCS har danske virksomheder udviklet nye teknologier, som bruges over hele verden.
Nogle lande har en lav klimagæld, målt pr. indbygger i dag, fordi deres befolkningstal er steget kraftigt. Er det så rimeligt at sige, at landets klimagæld er mindre, eller har disse lande i stedet for, hvad man kunne kalde en befolkningsgæld?
Nogle gange kan skyld og skam være et vigtigt disciplineringsmiddel. Men det virker sjældent ret længe. Hvis vi skal hjælpe resten af verden, skal vi opfinde løsninger, som giver befolkninger i resten af verden lyst til at kopiere nogle af vores løsninger. Og det gør overdrevet selvkritik ikke.
Den anden grøft
Den modsatte skole (til skyld og skam-skolen) findes også. Den består af dem, der gerne vil være prale med, at Danmark er et klima-foregangsland.
Og de har også gode argumenter.
Hvis vi ser på det udmeldte reduktionsmål, er Danmark faktisk blandt de bedste lande.
Men også denne skole går galt i byen. For Danmark er ikke noget foregangsland. Selvom vores udledninger er faldet meget, ligger vi ikke lavest i Europa, og udledningerne er højere end i de fleste lande uden for de »rige landes klub« i OECD.
Så hvilken af de to skoler kommer tættest på sandheden?
Årsagen til faldet
For at afgøre det har Erhvervslivets Tænketank set på Danmarks klimagasudledninger.
Siden 2000 er de halveret (fra 74 til 37 millioner ton CO₂). Herefter har vi regnet på, hvad dette fald skyldes.
Skyldes reduktionerne ny teknologi, mådehold eller at vi blot har skubbet klimaudfordringerne over på andre ved at flytte dansk produktion ud af landet?
Dette spørgsmål er interessant. For nogle organisationer og politikere vil helst klare klimaudfordringerne med ny teknologi og leve videre som hidtil med bøffer om lørdagen, nyt tøj flere gange om året og ferierejser til fjerne destinationer med fly. Andre kalder foragteligt ny teknologi for »teknofiks« og foretrækker mådehold.
Hvis vi intet havde gjort, men blot ladet BNP vokse, var udledningerne selvsagt steget.
Men Danmark har faktisk effektivt afkoblet klimagasudledningerne fra BNP – og dermed vist, at det ikke er en forudsætning for at løse klimakrisen, at vi stopper væksten.
Størstedelen – nemlig 64 procent – af de reduktioner, vi hidtil har opnået, er nemlig sket med ny teknologi.
Det hører dog med til billedet, at en del af de »teknologiske« ændringer af produktionen er sket på vores kraftvarmeværker, hvor kul er erstattet af biomasse. Biomassen er certificeret, og en stor del er enten dansk eller europæisk biomasse og dermed med i EUs klimasystem.
Så vi vil ikke være med til at lægge biomasse for had. Biomasseforbruget skal ned – men biomasse, der brændes, og hvor man efterfølgende fanger CO₂ ud af røgen, er den eneste realistiske måde at få negative udledninger på, fordi alternativet, såkaldt Direct Air Capture, har vist sig at være afsindigt dyrt.
Når det er sagt, er der ikke biomasse nok i verden til, at alle kan bruge lige så meget biomasse pr. indbygger som Danmark. Og den omlægning mod mere biomasse, vi foretog i 2010erne, var ikke nogen kompliceret teknologisk fornyelse.
Den næststørste del – 23 procent – af de opnåede reduktioner skyldes sammensætningen af vores forbrug. Når vi bliver rigere, stiger vores forbrug af serviceydelser mere end forbruget af varer. Og tjenester udleder mindre CO₂. Denne effekt er vigtig, men ikke udtryk for mådehold.
Endelig skyldes 13 procent af reduktionerne outsourcing til udlandet, altså stigende importkvoter. Det er faktisk i modstrid med Klimaloven, som siger, at klimaforbedringerne ikke må ske ved at skubbe produktion ud af landet.
Husk tallene
Tallene er gode at have i baghovedet, når vi skal lægge nye klimamål for fremtiden. For selvom vi bør gøre en ekstra indsats, skal vi ikke sætte målene så højt, at det bare leder til udflytning af produktion.
Vi bør sætte målene for klimagasreduktioner så højt, at vi yder vores bidrag til et bedre globalt klima. Men ikke så højt, at danske virksomheder ikke kan følge med.
Hvis Danmark skal endnu højere op end 82-85 procent, kræver det, at vi river den Grønne Trepart fra 2024 eller Industriaftalen fra 2022 i stykker, inden de for alvor er trådt i kraft. Og det vil ødelægge den grønne kontrakt mellem erhvervslivet og de folkevalgte.
Udfordringerne bliver ikke mindre af, at mange lande i og uden for Europa netop nu nedprioriterer klimaet. Men det bør hverken få os til at opgive klimaindsatsen eller til at pege fingre ad andre ved at kalde os selv foregangsland.
Mange understreger også, at vi burde se på Danmarks såkaldte forbrugs-klimaaftryk i stedet for produktionsaftrykket. Og det er vi enige i. Forbrugsaftrykket bør introduceres som et vigtigt, supplerende mål, som skal bruges til at holde øje med, at vi ikke bare losser byrden med klimaforbedringer over på andre lande.
Så vores konklusion er, at vi bestemt ikke skal skamme os, men heller ikke er et foregangsland. Indtil nu er det mest ny teknologi, der har reduceret vores klimaaftryk – og sådan vil det også være fremover.
Finn Lauritzen er cheføkonom i Erhvervslivets Tænketank
Birgitte Borup går tæt på den tid, vi lever i
I »For tiden« kaster international kommentator Birgitte Borup hver uge et skarpt blik på de strømninger og begivenheder, der former vores samtid – og på det at være menneske.
Vi skal bestemt ikke skamme os, men vi er heller ikke er et foregangsland, når det gælder klimaet, konkluderer tænketanken.