Børsen: Danmark har behov for en ny CCS-strategi

Af Finn Lauritzen, cheføkonom, Erhvervslivets Tænketank.

Debatindlæg bragt i Børsen d. 3. februar 2026.

Danmarks CCS-støtteudbud nærmer sig en afklaring. Og det går desværre ikke godt.

For et år siden meldte 16 virksomheder sig parat til at fange CO2 og sende den ned i undergrunden som Danmarks bidrag til et bedre globalt klima. Ti af virksomhederne blev prækvalificeret.

Men herefter er det gået fuldstændigt som i børnesangen om ti små cyklister: En for en er virksomhederne faldet fra, så der nu kun er Aalborg Portland (AAP) tilbage. De virksomheder, der er faldet fra, har tilsammen brugt en halv mia. kr. på forberedelser.

Klimaministeriet har i sidste øjeblik udskudt budfristen en uge, fordi en potentiel byder havde nogle spørgsmål. Det tyder på, at Aalborg Portland stadig overvejer, om de vil byde.

Der er tre led i CCS (Carbon Capture and Storage). Først fanges CO2’en ud af røggassen fra store forbrændingsanlæg. Det er en proces, som olieindustrien har lang erfaring med, mens det er nyt at bruge processen til grøn CCS.

Andet led er at transportere CO2’en, enten i et rør eller med lastbil, tog eller skib. Tredje led er at pumpe CO2’en ned i undergrunden, hvilket både kan ske på land og til havs.
Lagring på land er det billigste, men kan give sure naboer. I Danmark har vi lagre på Lolland, i Vestsjælland og i Midtjylland. Disse steder er ved at blive geologisk undersøgt, men det vil først være afklaret, hvor meget CO2 lagrene kan optage i 2028.

Dyr løsning
Problemet er, at CCS i dag er dyrt. Ørsted vil i foråret 2026 tage to fangstanlæg i Avedøre og i Kalundborg i brug, og det vil koste ca. 1800 kr. pr.
ton CO2.

AAP kan nok gøre det noget billigere, men vil slet ikke kunne klare opgaven uden statstilskud.
Et bredt flertal i Folketinget indså allerede i 2020 nødvendigheden af CCS. Og det er siden da udmøntetbåde i kvantitative mål for CCS-indsatsen (nemlig mindst 3,4 mio. ton i 2030) og i støttebeløb på samlet 38 mia. kr. over en årrække.

I foråret 2023 vandt Ørsted det første støtteudbud på 8 mia. kr., og planen var herefter at fordele de resterende støttekroner med to udbud i hhv. juni 2024 og juni 2025.
Men i allerede i 2023 kunne man ane problemerne. Reelt var det kun Ørsted, der bød. Og den løsning, Ørsted vandt med, var at køre CO2’en fra Avedøre til Kalundborg med lastbil og herfra sejle CO2’en til Norge.

Altså en løsning, der desværre ikke indebærer etablering af CO2-rør, og som derved kunne have banet vejen for de næste CCS-projekter. Og herefter er det gået ned ad bakke. Klimaministeriet slog de to udbud sammen til et enkelt udbud for at få mere konkurrence. Og tidsplanen skred, så udbudsfristen blev udskudt til februar 2026.

Det er imidlertid stadig et krav, at CO2-fangsten skal starte om senest tre år og 11 måneder, dvs. 1. januar 2030. Og der vanker der stadig betydelige bøder, hvis anlæggene ikke starter til tiden. Men det er meget svært at stille en CCS-værdikæde op så hurtigt.

Nej tak
Det har fået 15 af de oprindeligt 16 interesserede virksomheder til at sige nej tak.
Og derfor står Klimaministeriet nu med et problem. Selv hvis AAP byder, kommer der til at mangle mere end 1 mio. ton. Og hvis AAP ikke byder, kommer der til at mangle ca. 2,5 mio.
ton for at nå Danmarks klimamål for 2030.

Det er ikke en katastrofe, at kun Aalborg Portland er tilbage som byder, selv om Klimaministeriets ønske var mere konkurrence og ikke mindre. Der er nemlig indlagt nogle lofter for tilskuddene, som sikrer, at Aalborg Portlands ikke får en urimelig avance på projektet.

Det, der er virkelig ærgerligt er, at Klimaministeriet har stirret sig blind på mulighederne for at få konkurrence om udbuddet. For konkurrence er godt - men nogle gange er samarbejde bedre. Det kan man klarest se, hvis man dykker ned i CO2-udledningerne fra hovedstadens el- og varmeværker. De samlede udledninger fra Avedøre, Amagerværket, ARC, Vestforbrændingen samt Argo i Roskilde udgør 2,5 mio. ton om året. Hvis denne CO2 blev transporteret til Havnsø med et rør og lagret der, kunne de samlede omkostninger pr.
ton nedbringes væsentligt. Men en sådan samfundsmæssig løsning lægger konkurrenceudbud ikke op til.

Tværtimod ville det være ulovligt efter konkurrenceloven, hvis virksomhederne samarbejdede.
Generelt har Klimaministeriet for stor tiltro til markedet, for stor teknologioptimisme og for lidt indsigt i, hvor store risici virksomhederne kan bære.

Behov for nytænkning
Nu er der behov for nytænkning. Den rigtige løsning vil være at etablere et statsligt selskab (gerne Energinet), der tager hele risikoen for rørlægning (inkl. ekspropriationer og naboklager) samt forhandlinger med lagringsoperatørerne. Udlederne skal så nøjes med den risiko, der er ved at fange CO2’en og transportere den hen til det fælles CO2-rør. Og på sigt bør staten ikke blot bruge gulerod, men også pisk.

Lige som det i dag er utænkeligt at hælde smøreolie eller kemikalier i kloakken, bør det i fremtiden, f.eks. fra 2040, være forbudt at spy CO2ud over en bagatelgrænse – op i atmosfæren. Et signal fra Folketinget herom vil give virksomhederne et rygstød for at komme i gang med CCS, så snart der er etableret en rørinfrastruktur.

Når CCS-midlerne, eller en del af dem, skal genudbydes, vil det derfor være dumt at haste et nyt udbud igennem. Hele konstruktionen skal ændres, så Danmark i stedet for udbud laver en OPP-løsning (offentligt-privat samarbejde).

Det er i øvrigt også det, man har gjort i Norge og Nederlandene - de to europæiske lande, der er længst fremme med at implementere CCS-løsninger. Det, der er virkelig ærgerligt, er, at Klimaministeriet har stirret sig blind på mulighederne for at få konkurrence om udbuddet