Når handel bliver geopolitik, bliver Europa en vækststrategi

Mens vi venter på en amerikansk højesteretsafklaring af, hvor langt en præsident kan gå med brede toldsatser, regnes der flittigt på, hvad en fuldtonet handelskonflikt kan betyde for Danmark, Europa og verdensøkonomien. Det kommer til at gøre ondt og formentlig gøre os alle fattigere på den korte bane. På begge sider af Atlanten. Det centrale er naturligvis ikke kun regningen pr. container, men usikkerheden om spillereglerne, og hvor hurtigt de kan ændres.

Danmark er tæt koblet til USA. I 2024 var eksporten til USA ca. 361 mia. kr., og importen ca. 224 mia. kr. Med et BNP på 2.927 mia. kr. (2024) svarer eksporten alene til ca. 12 pct. af BNP i størrelsesordenen.

Men en vigtig pointe forsvinder ofte i overskrifterne: “eksport til USA” er i høj grad internationalt organiseret. Danmarks Statistik opgør, at 75 pct. af vareeksportens værdi til USA i 2024 var varer, der ikke krydsede den danske grænse. Det var typisk varer solgt i udlandet i forbindelse med forarbejdning.

Det gør ikke Danmark robust over for konflikt, slet ikke. Men det ændrer mekanikken for, hvordan told faktisk rammer, og hvor i værdikæden risikoen materialiserer sig.

Makroøkonomisk står Danmark stadig relativt stærkt: overskuddet på betalingsbalancen var 410,3 mia. kr. i 2024, og den offentlige saldo viste et overskud på 130,5 mia. kr. Ledigheden ligger fortsat omkring 2,9 pct. i de seneste opgørelser. Det understreger pointen: det største problem er sjældent toldregningen i sig selv, men de afledte effekter og usikkerheden - investeringspause, højere risikopræmier, fragmentering og svækket skalering osv.

Her bliver Europa pludselig mindre et geografi-spørgsmål og mere en vækststrategi. IMF har peget på, at de resterende interne barrierer i EU kan svare til meget høje “toldækvivalenter”, især for services. Og EU-Kommissionen fremhæver samtidig, at det indre marked allerede har løftet EU’s BNP med 3–4 pct., med potentiale for markant større gevinster, hvis markedet fuldendes. I en verden med mere geopolitisk friktion bliver “mere Europa” derfor ikke kun et politisk svar, men en produktivitetslogik: større hjemmemarked, færre interne gnidninger, bedre skala.

To ekstra vinkler bliver vigtige i den situation:

1. Værdier, tillid og Europas sammenhold som konkurrenceparameter
   Flere erhvervsledere signalerer i disse dage en villighed til at “æde regningen”, hvis prisen er at fastholde værdier og suverænitet, og samtidig fremhæves EU’s fælles front som en styrkeposition over for pres udefra. Det er værd at tage alvorligt som økonomisk mekanisme: tillid, forudsigelighed og institutionsstyrke er i sig selv en del af investeringsklimaet. Når alternativerne fremstår mere utilregnelige, kan Europas stabilitet blive et aktiv i kapitalallokeringen, i partnerskaberne og i talentkampen, også når væksten på kort sigt ser dyrere ud.

2. Bestyrelsesvinklen og scenarieplanlægning
   Når handels- og sikkerhedspolitik smelter sammen, bliver det en governance-udfordring. Bestyrelser skal ikke forudsige udfaldet, men gøre virksomheden styrbar på tværs af udfald. I praksis handler det om at kunne operere med flere samtidige verdener: et baseline-scenarie (fortsat støj), et eskalationsscenarie (told og modtold), et forhandlingsscenarie (midlertidige aftaler), og et strukturelt scenarie (varig fragmentering). Det afgørende er ikke antallet af slides, men tydelige “triggers”, der flytter virksomheden fra én beredskabslogik til en anden.

Og ja, Europa skal også kigge ud over egne grænser. Mercosur (finally!), Indien, Australien mv. I en mere fragmenteret verden får handelsaftaler og markedsdiversificering en anden vægt end i “den gamle” globalisering. Men den hurtigste skala ligger ofte der, hvor reglerne allerede deles: i Europas eget marked.