Jyllands-Posten: Et klimamål på over 80 pct. i 2035 vil være overbud uden effekt
Af Finn Lauritzen, cheføkonom, Erhvervslivets Tænketank.
Kronik bragt i Jyllands-Posten d. 12. september 2025.
Vi skal ikke gennemføre dyre klimainitiativer uden effekt på det globale klima blot for at pudse vores grønne glorie.
Danmark skal snart vælge et klimamål for 2035, og regeringen er på vej med et udspil. Målet for 2030 er 70 pct., og det er i dag sandsynligt, at dette mål nås, endda uden nye politiske beslutninger. Vores næste mål er et fuldstændigt klimaneutralt samfund i 2045. Målet for 2035 er derfor første pejlemærke på vejen fra 70 til 100 pct.
Regeringen vurderer, at med de initiativer og reguleringer, der allerede er taget, når Danmark op på 78 pct. reduktioner i 2035. Vi er med andre ord tæt på at kunne nå et 80 pct. reduktionsmål for 2035. Men hvis vi er så tæt på 80 pct., skal vi ikke give klimaarbejdet en ekstra tand og nå op på et højere reduktionsmål i 2035? F.eks. 85 eller endda 90 pct? Det er der flere, der har foreslået.
Men ikke ret mange ved, at et højere mål end 80 pct. vil være et slag i luften. Det vil koste penge og arbejdspladser uden at forbedre klimaet. Vi anbefaler derfor at ”nøjes” med 80 pct. i 2035 og klimaneutralitet i 2045. Og vores begrundelse er ikke, at det vil være teknisk umuligt eller urimeligt dyrt at gå hurtigere frem. Vores begrundelse er først og fremmest, at en yderligere reduktion af de danske måltal IKKE vil reducere EU’s samlede klimagasudledninger med et eneste gram. Ekstra danske klimaambitioner vil i stedet få EU’s CO2-kvotepriser til at falde lige præcis så meget, at andre EU-landes ekstraudledninger vil falde mindre end ellers, og at EU’s samlede udledninger ikke påvirkes.
Det svarer til, hvis en dansk kommune laver en ekstra god klimapolitik, så vil det ikke hjælpe, hvis Danmarks samlede klimamål er det samme.
Danmark kan godt gå foran i EU og på den måde prøve at påvirke EU’s klimapolitik. Det kan give mening – men det skal gøres på en mere begavet måde end blot at sætte et højere måltal op for de danske udledninger. Og det er i øvrigt rigtigt svært at påvirke EU i en grøn retning lige nu, hvor den højreorienterede Patriots for Europe-gruppe har fået lov til at lede parlamentets forhandlinger om EU’s klimamål.
Hvis vi vil være klimaforegangsland, skal vi gennemføre omstillingen så rationelt, at andre lande inspireres til at gøre det samme.
En anden begrundelse for at fastholde den hidtidige kurs frem mod klimaneutralitet i 2045 og dermed ”nøjes” med 80 pct. i 2035 får man, hvis man ser nærmere på, hvordan vi kunne reducere udledningerne endnu mere. Det kunne nemlig, lidt forenklet, ske på tre måder, der tilsammen ville reducere udledningerne med 4 mio. tons CO2 ekstra om året. Det er det, der skulle til for at nå et mål på f.eks. 85 pct. Det ville være dumt at bruge en masse penge på det, men lad mig gennemgå de tre måder.
Et bidrag kunne komme fra industri og byggeri. Prognosen for udledningerne herfra siger 4,2 mio. tons i 2035. Hvis CO2-aftalen om at lægge danske CO2-afgifter oven på EU’s kvotepriser laves om, så de danske ekstraafgifter bliver endnu højere, så kan udledningerne reduceres. Men det vil betyde, at en stor del af de produktionsvirksomheder, der er godt i gang med at reducere deres udledninger, samtidig med at de bevarer gode industriarbejdspladser i Danmark, alligevel må flytte ud. Vi kan f.eks. sige farvel til Aalborg Portland og i stedet importere den cement, der skal bruges til byggeri og anlæg. Men det vil ikke gavne det globale klima.
Et andet bidrag til reducerede udledninger kunne fås ved at rive den grønne trepartsaftale i stykker og gå hårdere til landbruget. Det er der nogle, der ønsker. Men de danske landmænd er de hidtil eneste i verden, der til dato er gået med til en aftale om en væsentlig nedbringelse af landbrugets udledninger.
Det var også tiltrængt, for Danmark har et stort og intensivt landbrug. Men at rive trepartsaften i stykker, inden den overhovedet er begyndt at virke, vil også være et gigantisk selvmål for tanken om en grøn omstilling, hvor vi har de fleste med om bord. Håbet er, at andre lande kan blive inspireret af Danmarks kurs, og det vil ikke ske, hvis vi river trepartsaftalen i stykker.
Den tredje måde at nå et tænkt 85 pct.-mål på kunne være at reducere kørslen med især fossile personbiler. I forvejen har EU vedtaget et forbud mod at købe nye fossilbiler fra 2035, men de biler, som er indkøbt inden da, får lov til fortsat at køre rundt på vejene i Europa. Hvis vi her i Danmark sætter så høje afgifter på brug af fossilbiler, at bilisterne bliver presset til at skrotte bilerne, inden de er slidt ned, kan vi reducere udledningerne lidt mere. Men det vil heller ikke være særligt klogt. Det koster rigtigt meget direkte og indirekte CO2 at producere en bil, og det er ikke bæredygtigt at skrotte en bil, der ikke er kørt ned.
Så de røster, der vil nå et højere mål end 80 pct., skylder at forklare, hvordan de mener, at det skal gøres.
Men kan Danmark så slet ikke gøre noget ekstra for klimaet, ud over at reducere udledningerne med 80 pct? Jo, det kan vi godt. Og vi kan gøre det ved at tænke verden mere ind i den danske klimapolitik.
Først og fremmest kan vi – ud over at reducere klimaudledningerne fra dansk jord – reducere de såkaldte forbrugsudledninger. Dvs. de udledninger, som vores import medfører. Det er en interessant, men også svær øvelse, for Danmark bestemmer jo ikke, hvordan udenlandske varer produceres.
Et eksempel kunne være at reducere det, nogle kalder fast fashion, altså at købe nyt tøj hele tiden for at smide det ud efter at have brugt det få gange. Men hvordan gør vi det i praksis? Det kan være en god ide at tage diskussionen, men også at vente med at sætte præcise tal på et mål for forbrugsudledningerne, til vi har styr på, hvordan vi gør det i praksis.
Et andet eksempel kunne være en oksekødsafgift, der finansierede en halvering af momsen på frisk frugt og grønt, sådan som vi foreslog for få år siden. Men det blev afvist af regeringen, bl.a. fordi det var for »bøvlet« at ændre momsreglerne. Men nu har regeringen besluttet at afskaffe bogmomsen, og det er åbenbart ikke bøvlet. Lad os lave et tilsvarende tvist for fødevarerne, også selv om det kan gøre ondt nu, hvor oksekødspriserne i forvejen er steget.
Danmark kan også gøre mere for Europa ved at øge indsatsen for CCS – dvs. kulstoflagring – i den danske undergrund. Vi kan tilbyde at tage mod CO2 fra f.eks. Tyskland, Sverige eller Polen, som ikke har en undergrund, der er velegnet til CO2-lagring. Det kunne endda blive til et nyt grønt erhvervsområde, vi kan tjene på. Og vi kan bygge de nødvendige rørforbindelser, der kan muliggøre det på en effektiv måde.
Vi kan også bruge endnu flere penge på PtX – dvs. brint gennem elektrolyse – end vi allerede er i gang med. Det kan medvirke til at mindske udslippene fra danskernes flyveture og fra Danmarks handelsflåde, som ikke tæller med i de danske udledningsmål. Men det er ikke nemt, for PtX-projekterne skrottes for øjeblikket på stribe.
Så vi kan gøre meget – og det skal vi. Men lad os gøre det begavet, så vi ikke blot stanger måltal ud uden at tage diskussionen om, hvordan vi skal nå dem – og så vi rent faktisk gør noget godt for verden i stedet for blot at pudse vores grønne glorie. Hvis vi gennemfører dyre klimainitiativer uden effekt på det globale klima, inspirerer vi ikke andre lande til at gøre noget ekstra for klimaet. Det vil være overbud uden effekt.