Berlingske: Europa køber kampkraft, men risikerer at overse en vigtig pointe

Af Christina Kjær, forskningschef, Erhvervslivets Tænketank og Michael Zilmer-Johns, topdiplomat, tidl. NATO-ambassadør og senior fellow i Erhvervslivets Tænketank.

Debatindlæg bragt i Berlingske d. 1. marts 2026.

NATOs nye femprocentsmålsætning virker. Europæerne opruster og leverer på de militære styrkemål. Det er nødvendigt. Men uden samtidige investeringer i den digitale rygrad får vi ikke fuld effekt – hverken sikkerhedspolitisk eller erhvervspolitisk.

NATOs nye fem procent målsætning og styrkemål har haft den ønskede effekt. Europæerne skruer dramatisk op på forsvarsbudgetterne, investerer i konkrete kapaciteter og leverer på fælles forpligtelser. 

Det er nødvendigt i en tid, hvor truslerne mod Europas sikkerhed er blevet både mere alvorlige og mere uforudsigelige, samtidig med at USA kræver, at Europa forsvarer sig selv.

Men der er en strukturel risiko i den måde, vi i dag måler og styrer investeringer i sikkerhed. Det snævre militære fokus i NATOs styrkemål kan føre til en skæv balance, hvor meget store investeringer i våbensystemer ikke følges af tilsvarende investeringer i den bredere sikkerhed og resiliens, som i praksis er forudsætningen for, at kampkraften virker.

Moderne militære operationer afhænger af sikre netværk, deling af data på tværs af værn og lande, interoperable systemer og robust cyber- og it-infrastruktur. Uden denne digitale rygrad mister selv avancerede platforme en stor del af deres effekt. 

Det samme gælder i det civile samfund og for erhvervslivet, hvor produktion, logistik, finans og energiforsyning i stigende grad er bundet op på digitale systemer og kritisk it-infrastruktur.

Dertil kommer, at en stor del af den digitale infrastruktur, som militære operationer i dag afhænger af – fra cloudløsninger til satellitoperatører – ejes og drives af civile aktører. 

Derfor er digital robusthed ikke kun et forsvarsanliggende, men et spørgsmål om samfundets samlede beredskab og handlefrihed. Når data lagres, behandles og transporteres gennem kommercielle systemer uden for national kontrol, opstår nye afhængigheder. Det gør designet af digitale systemer til et strategisk og sikkerhedspolitisk anliggende. 

Infrastruktur, der ikke er tænkt suverænt fra starten, kan være svær at gøre uafhængig senere.

Lande holdes til ilden

Der findes allerede en NATO-målsætning om, at medlemslandene skal anvende 1,5 procent af BNP på ikkemilitær sikkerhed og resiliens, ligesom NATO de senere år har formuleret datastrategier og handleplaner for digital transformation. 

Set i det lys kunne det være logisk at supplere de militære styrkemål med mere konkrete pejlemærker for digital robusthed og civil resiliens, så landene i højere grad »holdes til ilden« også på disse områder. 

I dag er NATOs syv målsætninger for resiliens vigtige, men meget overordnede og langt fra de detaljerede, landespecifikke styrkemål, der gælder for militære kapaciteter.

Samtidig skal man være realistisk om NATOs mulige rolle. NATO er først og fremmest en militær organisation med enestående kompetencer på netop det militære område. 

På den civile side har EU langt stærkere forudsætninger for at sætte rammer, standarder og krav til digital robusthed og beskyttelse af kritisk infrastruktur. Med NIS2- og CER-direktiverne har EU allerede etableret en slags »civile styrkemål« for medlemslandene, der stiller konkrete krav til cybersikkerhed og resiliens i samfundets mest kritiske sektorer. 

Hvor NIS2 (Network and Information Security Directive) fokuserer på den digitale sikkerhed, supplerer CER (Critical Entities Resilience) ved at stille krav til den fysiske og organisatoriske robusthed af kritisk infrastruktur samt evnen til at modstå cyberangreb, sabotage og andre hybride trusler.

Stærkere EU-NATO-samspil

Derfor kalder netop de digitale udfordringer i krydsfeltet mellem den militære og den civile sektor på et langt stærkere EU-NATO-samspil, hvor militære styrkemål og civile krav til digital robusthed spiller sammen. Ellers risikerer vi at optimere hver sin del af systemet, uden at helheden hænger sammen.

USA vil under alle omstændigheder køre sit eget spor. Men for de europæiske NATO-lande, som ikke er EU-medlemmer, ligger der en klar interesse i at koble sig tættere på EUs arbejde med cybersikkerhed og beskyttelse af kritisk infrastruktur. Det handler ikke om institutionel rivalisering, men om at få mest mulig sikkerhed for pengene.

For Danmark er perspektivet også erhvervspolitisk. Hvis staten investerer massivt i militære platforme uden samtidig at opbygge den digitale rygrad, sender det et signal til virksomheder, leverandører og investorer om, at software, dataarkitektur og cybersikkerhed er sekundære. I virkeligheden er de blevet produktionsfaktorer på linje med energi og kapital, både for Forsvaret og for erhvervslivet.

Vi har brug for kampkraft. Men hvis vi ikke samtidig prioriterer den digitale rygrad med samme alvor som kampvogne og artilleri, får vi ikke fuld effekt af de mange milliarder, der investeres i Forsvaret. 

Investeringer i digital robusthed er dual use, fordi de både styrker militær effekt, civil beredskab og innovation i andre sektorer. Det er herigennem, at vi kan omsætte sikkerhedspolitik til langsigtet vækst og konkurrenceevne.

Michael Zilmer-Johns er tidligere NATO-ambassadør og senior fellow i Erhvervslivets Tænketank, Andreas Graae er forsker i militærteknologi ved Forsvarsakademiet, og Christina Kjær er ph.d. og forskningschef i Erhvervslivets Tænketank